Hvad er forudsætningerne for, at en transplantation kan lykkes?
Transplantationer af organer er en livreddende behandlingsform, som vil få større og større betydning i fremtiden.
Metoden fik sit store gennembrud med nyretransplantationerne i 1960erne, og nu lever der verden over i titusindvis af mennesker, som har fremmede nyrer, og som med sikkerhed ville være døde, hvis lægerne ikke havde lært at transplantere nyrer fra levende donorer, der kan og vil undvære den ene nyre, eller fra nylig afdøde, der kan levere to nyrer.
I Danmark kan man nu tilbyde nyretransplantation til alle patienter, der hvert år rammes af kronisk nyresvigt, og som er egnede til operationen.
Resultaterne er blevet bedre år for år, navnlig fordi kendskabet til vævstyperne er blevet forøget, så faren for afstødning af den transplanterede nyre er blevet mindre.
Der skal være overensstemmelse mellem donor og modtager med hensyn til de almindeligste blodtyper, men derudover også så stor forligelighed som muligt vedrørende det, som man kalder for HLA-antigener.
Der er fire grupper, der hver for sig kan indgå i 20 forskellige kombinationer.
Er der typeoverensstemmelse for de tre gruppers vedkommende, er chancerne for, at donornyren stadig fungerer i modtageren tre år efter transplantationen mellem 20 og 30 procent større, end hvis der er ringere overensstemmelse mellem vævstyperne.
Hvis der er overensstemmelse mellem alle fire HLA-antigener, er chancerne for, at nyren accepteres 60 procent.
Overensstemmelse for tre HLA-antigeners vedkommende giver 55 procents chance, men hvis der kun er overensstemmelse for to, en eller slet ingen, falder chancerne til 40 procent eller mindre, fremgår det af en stor engelsk efterundersøgelse af over 500 nyre modtagere, der er blevet fulgt i en periode af mere end 6 år.
Der er ingen fare for afstødning, hvis donornyren stammer fra modtagerens en-æggede tvilling, for en-æggede tvillinger har identiske vævstyper, altså en helt ideel forligelighed, men jo ringere vævsforligelighed mellem donor og modtager, des større er faren for afstødning.
Der findes i dag personer, der har overlevet i mere end 15 år ved hjælp af en fremmed nyre, og hvis man kunne indskrænke sig til kun at transplantere i de tilfælde, da der er fuld eller næsten fuld forligelighed mellem donors og organmodtagers væv, ville man kunne sikre et 100 procent godt resultat af transplantationerne.
Nu lykkes transplantationerne kun i 70-90 procent af tilfældene.
Mens blodtyperne er knyttet til de røde blodlegemer, har det vist sig, at vævstyperne kan bestemmes ud fra de hvide blodlegemer, der kaldes lymfocytter.
Antistofferne er knyttet til lymfocyttens overflade, og når der ikke er forligelighed imellem vævstyperne, vil transplantatet hurtigt blive afstødt.
Chancerne for, at der skal være fuld forligelighed imellem to ubeslægtede mennesker, en organ-giver og en modtager, er som 1 ud af 1.000.
Der er betydelig større chance for forligelighed imellem søskende. Her er den som 1 til 4, altså 25 procent.
Men to søskende kan også have helt forskellige vævstyper, og man kan blandt søskende finde så vel de dårligst tænkelige som de bedst tænkelige donorer.
Mellem forældre og børn er der altid nogen forligelighed, men sjældent så god som den, der kan findes mellem søskende. Dog vil der ofte mellem forældre og børn være tilstrækkelig stor forligelighed til, at en transplantation vil være acceptabel.
Dette mærkværdige forhold har sin naturlige forklaring i, at hovedvævstyperne er knyttet til et enkelt af menneskets 23 kromosom-par.
Har en far for eksempel vævstyperne AB og en mor vævstyperne CD, vil børnene få en af følgende kombinationer: AC, AD, BC, og BD, hvilket vil sige, at en fjerdedel af børnene vil være ens i vævstypemæssig henseende.
Da man sjældent kan opnå fuld forligelighed ved transplantationer, må man i praksis svække organmodtagerens immunforsvar for at hindre, at transplantatet afstødes. Derved svækker man samtidig patientens modstandskraft overfor infektioner, men jo bedre typebestemmelser, man har, des mindre doser kan man give af de såkaldte immuno-suppressive stoffer.
Danmark er med i en nyreudvekslings-pool, der kaldes Skandia-transplant, og som omfatter hele Skandinavien og dele af Nordtyskland.
I Danmark venter til stadighed et halvt hundrede patienter på at få en ny nyre fra en nylig afdød. Disse patienters vævstyper er på forhånd fastlagt, og når der viser sig mulighed for at få nyrer fra en hjernedød, der er dræbt i trafikken inden for området bliver den trafikdødes vævstype bestemt, og nyren flyves for eksempel fra Stockholm til København, hvor en nyrepatient, der er holdt i live ved dialyse (i en kunstig nyre) får den nye nyre, når der er passende vævstypeforligelighed mellem den afdødes nyre og den pågældende patient.
Nyren fra den afdøde kan nemlig holdes i live i op til et døgn, så den er funktionsdygtig under transporten og kan bringes til at fungere i modtageren.
Det er et lotterispil, hvori de patienter, som har de almindeligste vævstyper, har de største chancer.
De bedste organ-transplantationsresultater er til dato opnået med nyrer, hvoraf ethvert menneske har to, men kan nøjes med en således, at en nylig afdød kan hjælpe to mennesker med nyresvigt ved hjælp af sine to nyrer.
Hjertetransplantationer foretages flere steder i udlandet med et vist held, og kunne også udføres på danske hospitaler, hvis dødskriteriet blev ændret fra hjertedød til hjernedød.
Derimod har transplantation af lever eller lunger ikke i praksis vist sig mulig.
Hvad man håber på, er engang i fremtiden at finde en metode, der får transplantatet til at blive accepteret af modtageren, uden at dennes naturlige forsvar overfor fremmedstoffer som bakterier og virus svækkes.
Men dette håb er indtil videre fremtidsmusik.
Derimod er der ingen tvivl om, at transplantationerne og vævstypeforskningen på mange andre områder har bidraget til lægevidenskabelige fremskridt, ikke mindst hvad angår forskningen over immunitetsproblemer.
Det var egentlig ikke tilsigtet, men er blevet en ekstra gevinst ved transplantationerne.
• Se blodtype, dialyse og nyrelidelser.
.............................................................................................................