Hvornår opstår der en forhudsforsnævring?
Hos nyfødte drenge er forhuden på penis delvis sammenvokset med penishovedet (glans), og op igennem barndommen kan åbningen i forhuden være så snæver, at forhuden ikke kan føres tilbage, så glans bliver blottet.
Denne forsnævring forsvinder næsten altid af sig selv i pubertetsårene, men i enkelte tilfælde gør den det ikke, og man har da en forhudsforsnævring (phimosis).
Den kan man helbredes for, enten ved, at lægen udvider åbningen eller fjerner forhuden ved en operation, omskæring (circumcision).
Omskæring foretages mange steder i verden, dels af religiøse grunde og dels hygiejniske, da man derved undgår forhudsbetændelse, en lidelse, der let opstår, når forhuden er forsnævret, men som kan opstå hos alle voksne mænd, hvis de ikke hver dag vasker sig grundigt med sæbe på penis og navnlig under forhuden.
Betændelse under forhuden (balanitis) kan være smertefuld og give vandladningsbesvær.
Af hensyn til deres seksualpartnere bør mænd holde sig grundigt rene under forhuden. Meget tyder nemlig på, at smegma, den blanding af talg og døde celler, der let danner sig under forhuden, kan være kræftfremkaldende, så der altså måske er en direkte forbindelse mellem smegma hos manden og livmoderhalskræft hos kvinden.
• Se kønsorganer hos manden.
.............................................................................................................