Øret med det ydre øre og øregangen til venstre; a, b, c, er de tre små øreknogler, henholdsvis hammer, ambolt og stigbøjle, der ligger i trommehulen bag trommehinden (e). De tre buegange er betegnet med f og sneglen med d. øverst til højre ses hørenerven og nederst til højre det eustachiske rør, der står i forbindelse med svælget.
Hvordan fungerer det indre øre?
Vi har to ører, der er spejlbilleder af hinanden og forudsætningen for, at vi kan opfatte svingninger i luften som lyd.
Øret er et særdeles indviklet organ, der består af tre afsnit, det ydre øre, mellemøret og det indre øre.
Det ydre øre er det mindst indviklede, for det kan man tage og føle på. Det består af øretragten, som man også kalder øremuslingen, der indeholder brusk med hudlag over og forneden som regel er forsynet med en lille blød øreflip.
Øremuslingen tjener til at opfange lyd, og den kan til dette formål forbedres en lille smule ved, at man holder en hånd bag øret.
Til det ydre øre medregnes også øregangen, der er to-tre centimeter lang og svagt bøjet, og som ender blindt i trommehinden, en papirtynd membran, der kan svinge i takt med lyden. På grund af øregangens bøjning kan man som regel ikke se trommehinden udefra.
I øregangen er der fine hår og nogle kirtler, der danner lidt ørevoks for at beskytte øregangen mod fremmedstoffer. Man skal ikke selv rode med tændstikker efter ørevoks, da man derved let kan beskadige trommehinden. Dannes der en prop af ørevoks, der nedsætter hørelsen, skal man gå til læge og få proppen skyllet ud.
Trommehinden er grænsen mellem det ydre øre og mellemøret, som også kaldes trommehulen.
Og nu begynder øret at blive indviklet, men det vil ikke sige, at det kunne være lavet enklere fra naturens hånd, hvis det skulle opfylde det formål, som det nu gør.
I mellemøret indenfor trommehinden sidder der tre bittesmå øreknogler, der kaldes hammeren, ambolten og stigbøjlen. De to førstnævnte ligner ikke, hvad de kaldes for, men den sidste ligner en stigbøjle.
Hammeren ligger lige op imod trommehinden, og ambolten danner en leddet forbindelse til stigbøjlen, der støder op til det indre øre, som den berører ved en lille membran, der kaldes det ovale vindue. Lydbølgerne går altså gennem de tre små øreknogler til det indre øre.
Mellemøret eller trommehulen står i forbindelse med svælget gennem det såkaldte eustachiske rør (opkaldt efter en italiensk anatomi-professor fra 1500-tallet) og gennem dette smalle rør kan der ske en trykudligning ved synkebevægelser. Det anvender man f. eks. under trykforandringer ved flyvning.
Det indre øre er det mest indviklede, og det er sæde for såvel høresansen som ligevægtssansen.
Når lydimpulserne fra trommehinden gennem øreknoglerne er forplantet til det ovale vindue i det indre øre, som ligger godt beskyttet inde i kraniets tindingeben, er de nået frem til sneglen, som er det egentlige høreorgan.
Det indre øre kaldes også for labyrinten, og det består af en forgård og to organer, høreorganet sneglen og ligevægtsorganet buegangene.
Sneglen er en spiralsnoet knoglekanal, der indeholder det cortiske organ (opkaldt efter opdageren, en tysk anatom ved navn Corti).
I det cortiske organ ligger sansecellerne for hørelsen.
I den sidste ende trykker lydbølgerne på labyrintens ovale vindue, hvilket påvirker den væske, der findes i sneglen, og som kaldes for perilymfen. Gennem såkaldte trapper i sneglen når perilymfen frem til en anden membran i sneglen, der kaldes det runde vindue, og som buler lidt ud ved trykket.
Det cortiske organ i sneglen ligger i sin egen lukkede sæk, der er fyldt med en anden slags væske, endolymfen, som er adskilt fra perilymfen, der dog overfører trykændringer i endolymfen.
Trykvariationerne i endolymfen påvirker i det cortiske organ ca. 30.000 hårceller, der står i forbindelse med nerver, og der går herfra impulser gennem hørenerven (nervus akusticus) til hørecentrene i hjernens tindingelapper, hvor de opfattes og bearbejdes til lydindtryk.
Men hvordan det går til i enkeltheder er lige så gådefuldt, som det er, at lys fra øjnene kan omdannes til billeder i hjernen.
Der er altså hørecentre i så vel hjernens højre som venstre halvdel og fra begge ører går der impulser til begge hørecentre.
Organet for ligevægtssans (balancen) er som allerede nævnt buegangene, der er sammenbygget med sneglen.
Buegangene er tre u-formede rør, der ligger i hver sit plan, hver enkelt vinkelret på de to andre buegange (tre-dimensionalt), og de er også fyldt med endolymfe.
På hver af dem er der en hår-agtig dannelse, som kaldes cupula. Når hovedet bevæges, påvirkes cupula og bøjes i væskestrømmens retning, hvorved sansecellerne irriteres, og der opstår nerveimpulser, der registreres i hjernen som bevægelsesfornemmelser.
Buegangene står i forbindelse med hindesække, der rummer et organ, som ved hjælp af små kom af kalkkrystaller, der forskubbe s, når hovedet ændrer stilling, påvirker sanseceller, som sender nerveimpulser til hjernen om stillingsforandringer.
Er denne fremstilling af ørets funktion en smule indviklet, er den dog stærkt forenklet i forhold til virkeligheden, og høresansen er mindst lige så forbløffende og måske endda mere nødvendig for et menneske end synssansen.
• Se hørelse og otosklerose.
.............................................................................................................