Hvad forstår man ved en hjerte-neurose?
Nervøst hjerte er den lidelse, som man selv synes, at man har, når en læge har konstateret, at ens hjerte i virkeligheden ikke fejler noget.
Tilstanden kaldes også for hjerteneurose, og man plejer at regne den med til de psykosomatiske sygdomme, de sygdomme, hvor sjælelige og legemlige faktorer ganske særligt påvirker hinanden.
Et menneske med nervøst hjerte kan få hjertebanken og føle stik i hjerteregionen, når vedkommende er i hvile, for eksempel om aftenen, når man er kommet i seng og har opmærksomheden henledt på hjertets arbejde og måske har svært ved at falde i søvn og ligger på sin venstre side, så man tydeligt kan mærke hjerte slagene, Man kan så blive bange for, at der er noget alvorligt i vejen med hjertet, og det kan få det til at slå hurtigere, og så bliver man endnu mere bange.
Masser af mennesker har oplevet det, sikkert langt flere end de, der finder på at spørge en læge om det.
Et ekstra hjerteslag eller et oversprunget hjerteslag, en såkaldt ekstrasystole, er noget så almindeligt forekommende, at de fleste kender det. Det betyder ingenting og er noget aldeles uskadeligt, når det sker en gang imellem og ikke til stadighed.
Det bedste middel mod et nervøst hjerte er at lade være med at tænke på det. Desværre er det et råd, som det i praksis kan være svært af følge.
De, der har et nervøst hjerte, har som regel et eller andet problem, som de ikke bryder sig om at tænke på, og som så giver sig udslag i en hjerteneurose, der ikke er en organisk lidelse, men et symptom på noget psykisk. Klares dette problem, forsvinder hjertesymptomerne.
Smerter i brystet kan skyldes, at man ubevidst strammer musklerne eller ånder så kraftigt, at det belaster brystmusklerne.
• Se i øvrigt hjertesygdomme.
.............................................................................................................