Hvorfor får man gulsot?
Gulsot er ikke en selvstændig sygdom, men et symptom, der skyldes, at blodet indeholder for meget galdefarvestof, så både huden og det hvide i øjnene antager en gullig farve.
Det kan have forskellige årsager. 30 procent af alle nyfødte har gulsot, og det har man indtil for 10-15 år siden regnet for at være noget næsten normalt, men gulsot hos spædbørn kan i nogle tilfælde være livstruende og i andre give varige skader, ofte på hørelsen, undertiden også på hjernen, så det går ud over intelligensen.
Det, der giver huden den gullige farve, er et stof, der hedder bilirubin, og som er et affaldsprodukt, der dannes ved nedbrydningen af hæmoglobin, det farvestof, der findes i de røde blodlegemer, som kun har en begrænset levetid, og som derfor til stadighed må gendannes.
Billirubin er, skønt det hele tiden findes i organismen, et farligt giftstof, men det mister sin farlighed, når det er bundet til albumin i blodet, hvad det i reglen er.
Det, der bevirker, at spædbørn får gulsot, er, at deres lever endnu ikke er tilstrækkeligt moden til at omdanne det frie billirubin til uskadelige stofskifteprodukter.
Mens et voksent menneskes lever kan omdanne ca. 7 gange så meget billirubin, som der normalt forekommer, kan en lille ny barnelever ikke mere end lige netop holde trit med billirubin-produktionen og i ca. 30 procent af tilfældene end ikke det.
Det er navnlig de for tidlig fødte børns levere, der ikke kan klare omdannelsen, men gennem en total udskiftning af barnets blod har man et sikkert middel til at modvirke den farlige tilstand, og det er denne udskiftnings-transfusion, man hidtil har anvendt overfor de såkaldte rhesusbørn, der lider af både blodmangel og billirubin-forgiftning.
En anden årsag til gulsot er en sygdom i leveren, så levercellerne ikke kan udskille galdefarvestoffet på normal måde. Det kan være epidemisk hepatitis, smitsom gulsot, der er en virussygdom, eller det kan skyldes skrumpelever. Galdefarvestoffet går ud med urinen, der bliver brun, men mangler i afføringen, der mister sin brune farve og bliver grå eller hvidlig som ler.
Endelig kan gulsot skyldes, at en galdesten eller en svulst spærrer for galden, så den ikke kan komme ud i tarmen og deltage i fedt-fordøjelsen. Denne tilstand kalder lægerne for obstruktions-icterus. Der optræder fedt-diarréer med lys og løs afføring.
Også ved gul feber, en farlig smitsom tropesygdom, som man nu kan vaccinere imod, bliver hud og øjne gule på grund af galdefarvestof i blod og væv.
.............................................................................................................