Hvad kommer denne tropesygdom af?
Bilharzia-sygdommen kaldes også for Bilharziose eller Schistosomiasis, Det er den hyppigst forekommende af alle trope sygdomme. Den plager imellem 250 og 300 millioner mennesker i de tropiske og subtropiske egne.
Den har været kendt i Ægypten i 7.000 år, og den forekommer i øvrigt foruden i Afrika også i Asien og Sydamerika.
Sygdomsårsagen er en ikte, en lille snylter, som udvikler sig i vand og har en snegl som mellemvært.
Ikten angriber mennesker, som kommer i berøring med vandet i floder og overrislingskanaler, især rismarker. Den trænger ind igennem huden, og der kan på et enkelt menneske forekommer i tusindvis af ikter, hvorved den pågældende svækkes stærkt.
Ikten udvikler sig i en såkaldt cyklus på følgende måde:
Når ferskvand forurenes med iktens æg via menneskelige udtømmelser i vandet, udvikler ægget sig til en såkaldt miracadium, et lille dyr, der er i stand til at trænge ind i en bestemt art snegle, der lever i fersk vand i varme områder.
Inde i sneglen udvikler snylterne sig til såkaldte cercarier, endnu ikke fuldt udviklede parasitter. De forlader sneglen og svømmer rundt i vandet, indtil de finder et menneske, hvis hud de trænger ind igennem. Det kan være en badende eller en, der går barbenet og arbejder i en overrislet rismark.
Når disse larver først er kommet ind i menneskets legeme, søger de ud i blodbanen og vandrer via lungerne til leveren.
Her lever og vokser de i tre uger, indtil de bliver voksne, kønsmodne ikter, og så vandrer de med blodet ud og sætter sig fast, enten i tarmen eller i urinblæren. Det kommer an på, hvilken art ikte, det drejer sig om.
To arter (Schistosoma mansoni og Schistosoma japonicum) lever i årerne omkring tarmen og lægger deres æg i afføringen.
En anden art, den almindeligste i Afrika (Schistosoma hæmatobium) vandrer til blodkarrene omkring urinblæren og lader æggene gå ud i urinen.
Bilharziose viser sig ofte ved pinefuld kløe og udslæt, når larverne trænger ind igennem huden.
Mens ikterne vokser i leveren, svulmer den op, og patienten får høj feber. Senere kan der komme vægttab og stærke smerter.
Når sygdommen angriber blæren, kommer der blod i urinen, og blodet viser sig kraftigt ved slutningen af vandladningen.
Når det er tarmen, der er angrebet, er der mavesmerter, opkastninger og diarreer.
Der eksisterer effektive midler mod sygdommen. Det er præparater, der indeholder antimon.
Bilharziose er måske i vor tid den vigtigste enkeltårsag til, at en del af udviklingslandene har vanskeligt ved at vinde frem.
Men sygdommen kunne i Afrika udryddes på et års tid, hvis man ville følge en plan, der er udkastet af den danske Bilharzia-forsker, direktør, dr. phil. Georg Mandahl-Barth fra Dansk Bilharzioselaboratorium i Charlottenlund.
Mandahl-Barth har bevist det på P. Møllers sukkerplantager i Tanzania, hvor Bilharzia-sneglene er blevet udkonkurreret af en anden snegl af samme familie, der ikke kan være vært for Bilharzia-ikter. Denne anden snegl udskiller nemlig et stof, der forhindrer Bilharzia-iktens æg i at udvikle sig.
Når WHO ikke hidtil har ønsket at give støtte til denne form for biologisk krigsførelse imod Bilharziosen, ligger det i, at man i verdenssundhedsorganisationen er ængstelig for, at den anden snegl, der bekæmper 'Bilhazia-sneglene, skal vise sig at være et skadedyr, hvad Mandahl-Barth, der i øvrigt er konsulent for WHO, dog anser for usandsynligt.
Hans bekæmpelsesmetode kan bruges så vel i Afrika som i Vestasien og Sydamerika, men derimod ikke i Det fjerne østen, hvor det er en anden slags snegle, der er mellemværter for Bilharzia-snylteren.
.............................................................................................................