Hvor meget skal man frygte hundegalskab?
Lige fra oldtiden har mennesker været meget bange for at blive bidt af gale hunde og med god grund.
Når sådan et bid i løbet af nogen tid gav krampe i svælgets muskler, sådan at det var umuligt for den angrebne at drikke, og alene synet af vand udløste panisk rædsel, vidste man, at en pinefuld død var uundgåelig. Tørsten blev stadig mere ulidelig, og krampe gennemrystede efterhånden hele kroppen.
Nu har man til en vis grad midler til bekæmpelse af hundegalskab eller rabies, som man hellere burde kalde denne virusinfektionssygdom, da den angriber mange andre pattedyr end hunde, og derfra kan overføres til mennesker.
I nogle lande har rabies kunnet udryddes, men mange steder i verden, også her i Europa, findes sygdommen stadig blandt vildtlevende rovdyr, der kan viderebringe rabiesvirus, som findes i de smittede dyrs spyt. Kreaturer, heste, rådyr og andre græsædere samt flagermus kan blive smittet med rabies, men bringer i reglen ikke smitten videre. Heller ikke mennesket viderebringer smitte. De angrebne dyr dør næsten altid af rabies. Dog synes sydamerikanske flagermus at kunne leve med sygdommen i længere tid.
Bid fra hunde eller katte med rabies, påført dem af for eksempel ræve, er den største fare for, at mennesker får rabies.
Den første og vigtigste foranstaltning mod sygdommen består i, at den person, der er blevet bidt af et dyr, der kan tænkes at have rabies, får såret vasket grundigt med sæbe og vand i flere minutter. Derefter skal vedkommende have effektivt rabies-serum, som skal injiceres nær bidstedet så snart som muligt. Da rabies har en lang inkubationstid, i hvert fald over 20 dage, kan vaccine forebygge sygdommen. Den bidte skal i de følgende 14 dage daglig have indsprøjtninger med antirabies-vaccine i en muskel, en alt andet end behagelig behandling.
Lykkes det ikke på denne måde at afværge sygdommen, må man sætte ind med en behandling omfattende uhæmmet brug af beroligende midler til at fjerne smerter med på et hospital, hvor man kan opretholde åndedrættet i respirator, idet patienten ånder gennem en åbning i struben. Der anvendes medikamenter af curare-typen for at holde kramperne nede, og man sørger for væsketilførsel gennem en vene (intravenøst) og for normal blærefunktion, mens man stadig overvåger hjertevirksomheden.
Det var den store franske forsker Louis Pasteur, der som den første udviklede vaccination mod rabies i 1885. I dag er der indført endnu bedre vacciner, men rutinemæssig vaccination mod rabies er dog endnu ikke nogen praktisk mulighed, heller ikke af mennesker, der kan være særlig udsat for at få sygdommen, for eksempel forstmænd.
Den sikreste måde til forebyggelse af rabies blandt mennesker er vaccination mod sygdommen af hunde og katte.
I Danmark har man haft tvungen vaccination af hunde i det sønderjyske område, hvor der sidst har været konstateret rabies 1970, da man fandt en rabies-inficeret skovmår.
Senere har man haft spredte tilfælde blandt ræve og foretaget gasning af rævegrave, men i firserne har rabies blandt dyr været undtagelser, også i Sønderjylland.
I den øvrige del af Danmark er der ikke konstateret rabies i dette århundrede.
Hvepsestik: Se insektstik.
.............................................................................................................