Hvordan holder man husstøvmiderne nede?
Husstøvmiden er en lille mikroskopisk (usynlig) mide, der befinder sig godt i husstøv, og som lever af de små skæl, som mennesker hver dag udskiller fra huden og efterlader i varme senge eller på gulvtæpperne.
Miden kan give mange mennesker allergiske reaktioner, især når de findes i stor mængde, hvor der ikke hver dag bliver støvsuget grundigt.
I forårs-, sommer- og efterårs-månederne er man ikke i stand til at holde husstøv-miderne nede, da den relative luftfugtighed da altid ligger over de 45 procent i vore boliger, nemlig som regel helt oppe på de 60-70 procent.
Derimod kan man i de egentlige vintermåneder ved udluftning få bugt med miderne ved at holde den relative luftfugtighed nede under 45 procent.
For at kontrollere det, kan man anvende hygrometre, men man kan næppe stole på de helt billige. Man må ofre et såkaldt hårhygrometer, der koster omkring 200 kroner.
Det kan man anvende i månederne december, januar og februar, hvor fyringssæsonen er godt i gang, og så skal man blot sørge for, at det viser de 45 procent eller mindre. Så dør miderne.
En gang imellem, for eksempel hver anden måned, må man justere sit hygrometer. Det gør man i praksis ved at pakke det ind i et drivvådt håndklæde og lade det ligge der i en halv time.
Derefter skal hygrometret vise 100, og gør det ikke det, skal man dreje på en skrue, indtil det viser 100. Så er det rigtigt indstillet.
En endnu nemmere kontrolmulighed vil man have, hvis man har termoruder. Hvis termoruderne ikke dugger indvendig, vil luftfugtigheden være under 45 procent, og man slipper for de husstøvmider, der bevirker, at mange mennesker lider af astma. Hvis termoruderne dugger indvendigt, vil luftfugtigheden være over 45 procent, og husstøvmiderne kan trives.
.............................................................................................................