En misvisende betegnelse. Såkaldte naturlæger er mennesker, der uden lægeuddannelse forsøger at helbrede syge mennesker.
Udtrykket naturlæge er misvisende, fordi natur er et alt for vidtspændende begreb at bruge i den forbindelse. Natur er nemlig ikke blot noget godt. Det er et altomfattende begreb på både godt og ondt.
Når syge mennesker bliver raske af sig selv (spontan helbredelse), siger man, at det er naturens egen helbredende kraft, der har virket, men det er al lægekunsts opgave at fremme den selvhelbredende kraft, der findes i organismen, og det kan gøres med mange forskellige midler, også psykiske.
Det er folks egen sag, om de vil søge helbredelse hos en såkaldt naturlæge, der har lært sig selv, hvad han eventuelt kan, eller om de vil gå til en professionel læge, der i mange år metodisk har studeret sygdommene, deres årsager og de kendte helbredelsesmidler, hvoraf der til stadighed kommer nye, som det er lægens pligt at følge med i.
Hvad der derimod aldrig kan godkendes moralsk er, når der spekuleres økonomisk i et meget sygt menneskes fortvivlede situation, og det gør for eksempel personer, der vil give det udseende af, at de kan helbrede kræfttilfælde, som højt specialiserede kræftlæger ikke har kunnet finde tilstrækkeligt effektive midler imod.
Mere harmløse lidelser har en tendens til at gå over af sig selv, hvilket får nogle patienter til fejlagtigt at overvurdere betydningen af en naturlæges behandling, da det virker overraskende, når en sygdom forsvinder efter behandling hos en utraditionel helbreder, mens det ikke overrasker nogen, når lægens behandling hjælper, da det i forvejen er ventet.
Naturlægerne får således ros for hver patient, der bliver rask efter behandling hos dem, mens lægerne omvendt dadles for hver patient, som de er ude af stand til at helbrede.
Begge dele kan være lige uberettiget.
.............................................................................................................