Hvorfor tisser større børn i sengen?
Ufrivillig vandladning om natten er normalt for børn op til fire års alderen, men en del, navnlig drenge, fortsætter til op i skolealderen med at tisse i sengen om natten.
Man regner med, at op imod 10 procent af alle drenge i syv års alderen gør det, og et par procent af alle tolvarige gør det.
Hvis en dreng gør det, når han er over 10 år. bør lidelsen nok behandles på et hospital, hvor lægerne først og fremmest skal prøve på at finde ud af, om der er legemlige årsager til, at drengen gør sig våd om natten.
Det kan nemlig undertiden skyldes noget sygeligt, der kan rettes, men der kan også ligge noget psykisk til grund for den ufrivillige natlige vandladning.
Arveligt betinget ufrivillig vandladning er en temmelig udbredt lidelse, som ikke behøver at skyldes psykisk spænding eller for store krav til barnet fra hjem eller skole.
Hvis lidelsen, der i lægesproget kaldes for enuresis, ikke er forsvundet i 12-14 års alderen, er det muligt, at den skyldes abnormt dyb søvn. Så kan den undertiden behandles med et psykofarmakon, der hedder lmipramin, som skulle normalisere søvndybden.
Det har ingen skadelige bivirkninger og hjælper godt i halvdelen af tilfældene.
Hjælper Imipramin ikke, kan man benytte et apparatur, der blandt andet består af to stykker gennemhullet aluminiumsfolie med filtrerpapir imellem. Det lægges under lagenet og er forbundet ved hjælp af en elektrisk ledning med et alarmapparat.
Når filtrerpapiret bliver fugtigt, sluttes strømmen, og alarmapparatet går i gang. Drengen bliver så vækket straks, når der er kommet lidt urin, og efterhånden skulle han så blive opøvet i at gå på toilettet, når blæren mærkes fyldt om natten.
Sådanne apparater har haft god virkning på børn i skolealderen i op til 90 procent af tilfældene, men de kræver medvirken af forældrene og instruktion fra læge eller sundhedsplejerske.
Ifølge bistandsloven er der mulighed for at få økonomisk støtte til apparatets anskaffelse ifølge bestemmelserne om hjælpemidler.
Drenge med enuresis er selv meget kede af deres skavank, som de ikke kan gøre for, og man bør derfor aldrig skamme dem ud, men trøste dem med, at de nok vokser sig fra det.
Tidligere, da der herskede andre pædagogiske principper end nu, hændte det, at forældre straffede natlig vandladning i sengen med prygl.
Det hjalp ikke på lidelsen, men gav visse børn yderligere psykisk belastning og adfærdsvanskeligheder.
Opmuntring, optimisme og tro på, at det fortager sig med tiden er langt mere hensigtsmæssigt.
.............................................................................................................