Hvor mange celler er der i et menneskes legeme?
Vi er vant til at betragte vort legeme som en enhed, men i virkeligheden består det af 70.000 milliarder små enheder, nemlig celler (forrådskamre), mange af dem ens og mange forskellige og med vidt forskellige funktioner, men i et så ideelt gensidigt samarbejde, at vi til daglig ikke tænker på, at vor krop er en kolossal koloni af små bitte celler.
Cellen er den grundlæggende enhed for alt liv, og vi må tænke os, at livets begyndelse var en enkelt celle. Den dag i dag eksisterer der en-cellede væsener, for eksempel amøber og bakterier.
Men på en eller anden måde er livet gået videre i flercellede planter og dyr, og vi forestiller os en trinvis udvikling, hvis højdepunkt og mest veludstyrede skabning er mennesket.
Cellen består af en hinde, cellemembranen, der omgiver en geleagtig cellesubstans (cytoplasmaet), der foruden vand indeholder forskellige små organer, som man kalder for organeller.
I cellen er der en kærne (nukleus), der indeholder et farvestof, kromatin, og nukleinsyre.
Cellekærnen, der også er omgivet af en membran, rummer hos mennesker 46 kromosomer, nogle små tråde med arvematerialet, nemlig den nukleinsyre, der kaldes DNA (desoxyribonukleinsyre).
DNA dirigerer gennem en anden nukleinsyre RNA (ribonukleinsyre) dannelsen af æggehvide stoffer, og det er arvebærere i kromosomerne, de såkaldte gener, der er bestemmende for vore arveegenskaber.
Cellerne fornyer sig ved deling, så en enkelt celle bliver til to ved, at kromosomerne, der er lejret parvis, deler sig på langs, så hver ny celle får 46 kromosomer. Denne almindelige celledeling kalder man mitose.
Men kønscellerne (kvindens æg og mandens spermier) deler sig på en anden måde, nemlig således, at der kun kommer 23 kromosomer i hver celle, så at den celle, der fremkommer ved befrugtningen, når et æg og en spermie smelter sammen, kommer til at indeholde 23 kromosomer fra moderen og 23 fra faderen, i alt 46 kromosomer, det normale antal i en menneskelig celle.
Kønscelledelingen kaldes for meiose. Efter befrugtningen deler ægcellen sig ved mitose, men det er uforklarligt, hvordan cellerne bliver forskelligartede, så nogle bliver nerveceller og andre til muskelceller og organ celler i de mange forskellige organer.
Cellerne fordeler sig ved deling, og på denne måde fornyer legemet sig bestandig, hastigt i de første år.
En enkelt undtagelse er der dog. Nerveceller (og hjerneceller er også nerveceller) kan ikke dele sig. Vi fødes med det antal nerveceller, vi skal have, og der bliver ikke flere af dem, tværtimod færre dag for dag.
Hos en 80-årig findes der kun halvt så mange nerveceller, som vedkommende havde ved fødslen. Han startede med at have ca. 12 milliarder og ender med at have ca. 6 milliarder, og mange forskere mener, at det er nedgangen i hjernecellernes antal, der er en af hovedårsagerne til ældningsprocessen. Den har dog også en stærk forbindelse med, at celledelingen (legemets fornyelse) lidt efter lidt aftager i tempo for til sidst at gå helt i stå.
Når vore legemsceller er sunde, er hele vort legeme sundt, og en mængde livsvigtige processer udspilles på celleplan.
Inde i cellernes plasma findes der nogle små kemiske fabrikker, der kan ses i elektronmikroskop, og som har forskellige navne og udfører forskellige livsvigtige funktioner.
Det er mitochondrier, ribosymer, lysosymner, det endoplasmatiske reticulum, centriolen, der spiller en rolle for delingen, og det såkaldte Golgi-legeme, opkaldt efter manden, der opdagede det, og hvis funktion ikke er fuldt oplyst. Man antager, at det har betydning for dannelsen af cellemembraner.
I mitochondrierne findes der enzymer, det vil sige katalyserende stoffer, der sætter fart i processerne, der ellers ville forløbe alt for langsomt.
Hver celle indeholder i tusindvis af enzymer, og livsprocesserne ville være utænkelige uden enzymernes virksomhed.
Enzymerne er proteinstoffer, hvis dannelse er afhængig af generne, der er bærere af arve-egenskaberne.
Når cellen er af så ringe størrelse, som den er, mindre end 50 my (og en my er en tusindedel af en millimeter), hænger det sammen med, at dens næringsoptagelse sker gennem cellemembranen, der er gennemtrængelig for visse stoffer og ikke for andre. I en stor celle ville forbindelsesvejene blive for lange.
Celler bliver derfor ikke større, end de er, og hvis de vokser ud over normal størrelse, deler de sig.
Mitochondrierne er så at sige cellernes kraftværker, også fordi de danner energirige molekyler som ATP (adenosintrifosfat).
Læren om cellerne (cytologien) er en videnskab i rivende udvikling, og forståelsen af cellen og dens mange funktioner er en af grundstenene under den moderne lægevidenskab.
Cellerne deler sig efter et strengt lovbundet mønster. Kun når der opstår kræft, formentlig i en enkelt celle, kommer der en ukontrollabel celleformering, der får celler til at bryde ud af deres veletablerede cellesamarbejde, så de giver sig til at vokse vildt og uden at få tid til at modnes ordentligt, og denne celleformering i form af ondartede svulster kan skabe en livstruende tilstand for hele organismen.
• Se kræft.
.............................................................................................................