Abort 2

Ved abort (af latin aboriri, afgå) forstås ophør af svangerskabet, inden fosteret er levedygtigt uden for livmoderen, d.v.s. inden udgangen af den 28. svangerskabsuge (regnet fra sidste menstruations 1. dag) . Ved denne tid har fosteret nået en længde af cirka 35 centimeter og en vægt af cirka 1000 gram, og ved denne vægt sætter man i praksis grænsen mellem abort og for tidlig fødsel.

Man skelner mellem spontan (utilsig­tet) abort og provokeret (kunstigt fremkaldt) abort (abortus provocatus, svangerskabsafbrydelse) .

Befrugtningen finder næsten altid sted i æggelederen, og først en uges tid senere ndr det befrugtede æg frem til livmoderen, hvor det graver sig ned i slimhinden og udvikler nogle frynsede udløbere (villi), hvorigennem det modtager sin første næring fra slimhindens blodkar. Som regel trænger ægget ind i livmoderens bagvæg, men pd dette snit af livmoderen set forfra har det lejret sig i livmoderens højre side.

Spontan abort

Det anslås, at mellem 10 og 20 procent af alle svangerskaber afbrydes ved spontan abort, men i de fleste tilfælde indtræffer aborten så tidligt, at kvinden ikke ved, at hun er gravid, og derfor opfatter aborten som en uregelmæssig menstruation. De fleste erkendte abor­ter finder sted i 2.-3. svangerskabsmå­ned.

Årsagen til den isolerede abort er vanskelig at efterspore. Tit vil det være en forbigående sygdomstilstand, for eksempel en infektion, der fra moderen angriber fosteranlægget, og kvinder, der føder mange børn, vil hyppigt også abortere en eller flere gange. Kun hvis en kvinde aborterer igen og igen (habituel abort), er der grund til at tro, at der foreligger en varig, sygelig tilstand, som bør undersøges og om muligt behandles.

Ved de meget tidlige aborter er årsagen formentlig tit, at fosteret fra forældrene har fået en kombination af arveanlæg, der udelukker, at det kan udvikle sig normalt. I andre tilfælde kan man påvise forstyrrelser i produktionen af de hormoner, der regulerer livmode­rens og æggets udvikling (se nærmere i artiklen om graviditet), og da kan man ved et senere svangerskab forsøge hormonbehandling. Som regel vil lægen også ordinere sengeleje i en kortere eller længere periode af svangerskabet. Man kan nemlig ikke helt afvise muligheden af, at fysiske anstrengelser hos særligt disponerede kan udløse en abort eller sætte en fødsel for tidligt i gang. Hos den normale, sunde kvinde kan selv svære anstrengelser dog næppe fremkalde abort, og også formodningen om, at voldsomme psykiske påvirknin­ger kan fremkalde abort, må betragtes med skepsis. Aborter, der indtræffer i forbindelse med sådanne hændelser, vækker megen opmærksomhed, men i virkeligheden er de yderst sjældne. Sikkert er det imidlertid, at den gravides levevis, kost, søvn, tobaksforbrug, me­dikamentforbrug m. m. er af stor betyd­ning for svangerskabets forløb og for det spæde barns udvikling og sundhed, og det er snarere disse dagligdags forhold end de mere dramatiske begi­venheder, som forebyggelse af abort må tage sigte på.

Hvordan forløber en abort?

Det første tegn på truende abort (abortus immi­nens) vil som regel være en lettere blødning fra skeden ledsaget af ve-lig­nende smerter i lænden og underlivet. I en del tilfælde vil man på dette stadium kunne standse processen med en pas­sende behandling, først og fremmest sengeleje og medikamenter. Chancen herfor er desto større, jo tidligere i forløbet man kan gribe ind, og derfor skal en gravid kvinde, der får blødning fra skeden eller ve-lignende smerter, straks gå til sengs og få tilkaldt læge. Sædvanligvis lader processen sig dog ikke standse, men fortsætter til næste fase, den begyndende abort (abortus incipiens), da livmodermunden åbner sig og uddrivningen indledes. Smerterne kan herunder være lige så stærke som ved en fødsel. Blødningen kan være såvel svag som stærk, men en forblød­ning ved spontan abort indtræffer dog kun yderst sjældent, fordi der med blodtabet følger et blodtryksfald, der nedsætter blødningen.

Ved spontan abort i svangerskabets første måneder vil æghinderne med fosteret, fostervand og moderkage tit afgå som en helhed (fuldstændig abort, aborws completus). Senere i svangerska­bet sker uddrivningen som regel i flere omgange, således at først fosteret, siden moderkagen udstødes, eventuelt i flere dele. Det er meget vigtigt, at livmode­ren tømmer sig helt, da der ellers kan komme langvarige blødningsforstyrrel­ser. Ved den ufuldstændige abort (abortus incompletus), hvor livmoderen ikke tømmer sig helt, kan man forsøge at stimulere sammentrækningerne med medikamenter, men er det ikke tilstræk­keligt, må der foretages en udskrabning (eller udsugning), så alle rester fjernes og slimhinden bringes i samme tilstand som efter en menstruation. Kun lægen kan afgøre, om en abort er fuldstændig, og derfor bør enhver abortpatient lægeundersøges. Der er desuden også altid en risiko for infektion, men den kan forebygges med antibiotika. Ende­lig kan det nævnes, at et lægeligt indgreb naturligvis også er nødvendigt i tilfælde, hvor et dødt æg tilbageholdes i livmode­ren. Denne sjældne komplikation kal­des med et engelsk udtryk for missed abortion.

Abortindgreb udføres i dag næsten udelukkende ved udsugning af livmoderens indhold med et instrument af type som den danske Vabra-aspirator (Ferrosan), der ses på billedet. Indgrebet, der normalt ikke er ledsaget af fysiske gener af nogen art, tager cirka et minut.

Provokeret abort

Abort kan kun fremkaldes med et direkte indgreb på livmoderens indhold, og det vil, hvis det udføres af ukyndige, altid udsætte kvindens liv eller helbred for alvorlig fare. Også et indgreb udført på hospital er forbundet med en vis, mindre risiko for beskadigelser, der kan åbne vejen for infektion og i værste fald medføre sterilitet. Det bør tilføjes, at selvet ukompliceret indgreb for mange kvinder er en psykisk belastning, som det kan tage tid at forvinde.

Indgrebet bliver vanskeligere og risikoen øges, efterhånden som svanger­skabet skrider frem, og det er begrun­delsen for, at retten til at få et svangerskab afbrudt ifølge den nugæl­dende lov om svangerskabsafbrydelse (se nedenfor) er begrænset til svangerskabets første 12 uger. Inden for denne periode kan indgrebet udføres som en udskrabning af livmoderens slimhinde (curettage) med et skeformet instru­ment eller ved udsugning. Sugemetoden er nu langt den mest anvendte, fordi den uden at være mindre effektiv er den mest skånsomme for patienten.

Senere i svangerskabet kan livmoder­halsen ikke uden fare udvides tilstræk­keligt til, at livmoderens indhold kan passere, og man må da forsøge at fremkalde abort ved at indsprøjte en stærk saltopløsning eller tømme livmo­deren ved en operation, der kaldes vaginalt kejsersnit.

Snit af livmoder set fra venstre med et få uger gammelt embryo (som fosteret kaldes på dette stadium) indlejret i forvæggen. I svangerska­bets første måneder er fosteret endnu ganske lille og kan fjernes uden risiko for moderens helbred.

Kurven illustrerer stigningen i antallet af legalt provokerede aborter i perioden 1940-75. På den lodrette akse til højre er angivet antallet af aborter pr. 1000 kvinder i alderen 15-49 år. Efter svangerskabsloven, der trådte i kraft 1.10. 1939, indledtes en jævn stigning. som afløstes af et midlertidigt fald med indførelsen af samrådene i 1956. Fra 1963 stiger kurven på ny, og den bliver stejl endnu før lovene af 1970 og 1973 liberaliserer adgangen til svangerskabsafbrydelse. I 1940 var antallet af legale aborter cirka 500, i 1955 cirka 5500, og i 1975, da antallet af fødsler var cirka 72.000, var antallet af legalt provokerede aborter nået op på cirka 28.600 årligt. (Efter Ugeskrift for Læger 137/46).

Loven om svangerskabsafbrydelse

Tidligere lovgivning. Den første lov om svangerskabsafbrydelse, der trådte i kraft 1.10.1939, tillod svangerskabsaf­brydelse, når en af tre såkaldte indika­tioner var til stede: når det var nødvendigt for at afværge alvorlig fare for kvindens liv eller helbred (medicinsk indikation), eller når kvinden var besvangret ved en blodskams- eller kønsfrihedsforbrydelse (etisk indika­tion), eller når der vat nærliggende fare for, at barnet ville blive lidende af visse svære sygdomme eller abnormiteter (eugenisk indikation). Ved en lovæn­dring, der var gældende fra 1.10.1956, tilføjedes en social-medicinsk indika­tion, der tillod svangerskabsafbrydelse, når alvorlige fysiske eller psykiske defekter eller andre lægeligt begrunde­de forhold medførte, at kvinden skøn­nedes uegnet til at tage vare på sit barn. En egentlig liberalisering af adgangen til svangerskabsafbrydelse blev først gen­nemført med svangerskabsloven af 1970 (gældende fra 1. april), der gav kvinder, som var fyldt 38 år inden udløbet af 12. svangerskabsuge eller som havde mindst fire hjemmeværende børn under 18 år, ret til at få foretaget abort.

Nugældende lov (2008).

I loven om svanger­skabsafbrydelse af 13. juni 1973, der trådte i kraft 1. oktober samme år, bestemmes, at en kvinde, som har bopæl i Danmark, har ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12. svanger­skabsuge.

I det følgende citeres i uddrag andre vigtige bestemmelser i loven, idet det bemærkes, at mødrehjælpsinstitutioner­nes opgaver og beføjelser fra 1. april 1976 er overført til amtskommunale og/eller kommunale myndigheder.

Ifølge lovens § 3 kan en kvinde få tilladelse til svangerskabsafbrydelse og-

så efter udløbet af 12. svangerskabsuge, hvis:

1) svangerskabet, fødslen eller om­sorgen for barnet medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige livsforhold,

2) graviditeten skyldes omstændighe­der som nævnt i borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216-224 (kønsfrihedsfor­brydelser),

3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse,

4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,

5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde, eller

6) svangerskabet, fødslen eller om­sorgen for barnet må antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kan afværges på anden måde, således at det af hensyn til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens øvrige børn må anses for påkrævet med en abort.

Om fremgangsmåden bestemmer lo­ven, at anmodningen om svangerskabs­afbrydelse skal fremsættes af kvinden selv over for en læge eller en mødre­hjælpsinstitution.

I de tilfælde, hvor der søges om tilladelse efter § 3, træffes afgørelsen af et samråd, der består af mødrehjælpsin­stitutionens leder eller en medarbejder med. tilsvarende uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæ­ge i gynækologi eller kirurgi og den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk indsigt. Samrådets afgørelse kan indbringes for et ankenævn.

Er kvinden under 18 år eller umyn­diggjort i personlig henseende, skal forældremyndighedens indehaver, hen­holdsvis værgen, samtykke i anmodnin­gen.

Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade, at samtykke ikke indhentes. Samrådets afgørelse kan af kvinden indbringes for ankenævnet.

Endelig kan samrådet, når omstæn­dighederne taler derfor, tillade svanger­skabsafbrydelse, selvom forældremyn­dighedens indehaver eller værgen næg­ter sit samtykke. I dette tilfælde kan samrådets afgørelse indbringes for an­kenævnet af kvinden, forældremyndig­hedens indehaver eller værgen.

--