Hvordan definerer man åndssvaghed?
Åndssvaghed er ikke en sygdom, men en medfødt eller tidligt erhvervet hjernedefekt, der hindrer normal intelligensmæssig udvikling.
Hvis der senere i livet efter en normal udvikling kommer en åndelig reduktion, for eksempel på grund af åreforkalkning hos gamle, kaldes det ikke åndssvaghed, men demens.
Alle ved, hvad intelligens er, men det er svært at definere begrebet præcist. En nogenlunde god, dækkende definition er: »Intelligens er et individs almindelige evne til bevidst at indstille sin tænkning på nye krav«.
Der kræves altså kritisk sans og evne til at vælge den fornuftige løsning på et problem for at være intelligent, og denne evne mangler i de fleste tilfælde hos åndssvage, der undertiden husker godt, men ikke forstår at udnytte deres viden til praktiske formål.
Der er mange årsager til åndssvaghed, nogle er arvelige, andre skyldes fosterskader eller komplikationer med hjernebeskadigelse ved fødslen og atter andre beror på kromosom-abnormiteter, der kan forekomme i alle familier, men som ikke af den grund kan kaldes for arvelige, idet de kun behøver at optræde en enkelt gang og ikke forekommer hos søskende. Downs syndrom eller mongoloid åndssvaghed skyldes således et kromosom for meget. Se mongolisme og arvelighed.
Da man i adskillige tilfælde gennem undersøgelse af fostervandet (amnionvæsken) i graviditetens første tid kan afgøre, om barnet vil blive normalt eller unormalt, så der kan fremkaldes abort, hvis barnet er åndssvagt, er der håb om, at man ved hjælp af disse undersøgelser kan få antallet af åndssvage til at falde (altså ved abort på eugenisk indikation), efter at det i en årrække har været konstant eller svagt stigende.
Intelligensen lader sig tilnærmelsesvis måle gennem en såkaldt intelligens-kvotient (IK). Intelligensmålinger er dog ikke særlig godt anvendelige i normalområdet, der ligger over 90, men kan derimod i et vist omfang give et mål for graden af åndelig reduktion.
Hvis for eksempel en 16-årig har en IK, der svarer til den gennemsnitlige for 8-årige, siger man, at den 16-åriges IK er 50.
De, der ligger med en IK lige under 90, kaldes for sinker.
De, der har en IK omkring 70 kaldes for debile, og ligger IK omkring 50, er der tale om imbecilitet, mens de, der ligger nederst på skalaen (fra 0 til 35-40) lider af idioti, og de kan slet ikke klare sig selv, heller ikke renlighedsmæssigt.
Der er altså forskellige grader af åndssvaghed, og behandlingen og revalideringsforsøgene må naturligvis tage hensyn til det.
De sværeste åndssvage (idioterne) kan man ikke have andre steder end på institutioner, hvor trænet personale må tage sig af dem, da de hurtigt ville dø, hvis de var overladt til sig selv.
De imbecile kan heller ikke klare sig ude i tilværelsen, men kan dog lære lidt rutinearbejde, kan selv spise og kan opdrages til renlighed, men kan hverken læse eller regne.
De debile kan derimod ved særundervisning lære at klare sig under et vist tilsyn, og de kan lære at regne og at læse og at udføre visse arbejder.
På danske åndssvage-institutioner udføres der et stort og ikke altid tilstrækkeligt påskønnet arbejde for at tilpasse de lettere åndssvage socialt. Ikke mindst gøres der en stor indsats i undervisningen af de åndssvage børn, og sådan undervisning foregår også i vidt omfang uden for institutionerne på de såkaldte eksternatskoler.
Den danske åndssvageforsorg lægger vægt på at være et tilbud og vil kun i yderste nødsfald optræde med tvangsmæssige foranstaltninger. Er det for eksempel nødvendigt at fjerne et åndssvagt barn fra dets eget hjem, er det således ikke åndssvageforsorgen eller dens institutioner, der griber ind, men det pågældende sociale udvalg.
Åndssvage er psykisk handicappede mennesker, der må hjælpes bedst muligt af deres medmennesker, og de kan ligesom andre mennesker rammes af sygdom, for eksempel også af en sindslidelse, og kan da være meget urolige og undertiden aggressive.
Åndssvaghed og sindssyge er altså to begreber, der må holdes skarpt adskilt fra hinanden. De sindssyge er ikke åndssvage, men åndssvage kan af og til få en sindssygdom. Åndssvaghed kan naturligvis også forekomme sammen med andre legemlige handicap.
De åndssvage kan have varierende karakteregenskaber, være fredelige, kærlige eller vredladne på samme måde som andre.
I øvrigt er det værd at notere, at der ikke findes nogen forsorg for sinkerne, som intelligensmæssigt ligger imellem de åndssvage og de normalt begavede, og som netop derfor skulle have gode udviklingsmuligheder sammenlignet med de sværere åndssvage. Sinkerne svæver her i landet i et forsorgsmæssigt tomrum, og let påvirkelige og naive, som de ofte er, havner en del af dem i kriminalitet eller prostitution.
Af de ca. 21. 000 danske åndssvage befinder omkring 9.000 sig på institution, medens de øvrige for størstepartens vedkommende har kunnet forblive i deres eget hjem eller har ophold i bofællesskaber af forskellig slags, og tendensen er i de senere år klart gået i retning af, at færre og færre kommer på institution.
Ved ophævelsen af den såkaldte særforsorg i 1980 overgik ansvaret for hjælpen til de åndssvage fra staten til amtskommunerne og primærkommunerne.
Det har ikke umiddelbart haft større betydning for de åndssvage, idet man i det store og hele har videreført de tidligere eksisterende hjælpeforanstaltninger, sådan at amtskommunerne har overtaget driften af institutionerne, mens kommunerne har ansvaret for den hjælp, der skal tilbydes handicappede uden for institution, herunder i privat pleje.
.............................................................................................................