Hvornår er man farveblind? Farveblindhed, der også kaldes for dyskromatopsi eller daltonisme, er en nedsættelse af ejets evne til at sanse farver.
Af de lysfølsomme celler i øjets nethinde, de såkaldte tappe og stave, er det tappene, der normalt registrerer farveindtryk, og når deres funktioner er nedsat, svækkes evnen til at skelne imellem farver.
Farveblindhed er næsten altid medfødt og nedarve s oftest fra en mand til hans dattersønner ved en kønsbundet arvegang. Mange kvinder, som har normal farvesans, må altså være bærere af et arveligt anlæg for farveblindhed.
Mellem 7 og 8 procent af alle mænd er farveblinde, men kun højest 1 procent af kvinder er det.
Ikke alle farveblinde ved, at de er det, da de kompenserer for den manglende evne til at opfatte farver ved at opøve sansen for lysere og mørkere nuancer.
Der er flere typer af farveblindhed. Den totale farveblindhed, monokromasi, er meget sjælden. De, der lider af den, ser alt i lysere eller mørkere toner af gråt - altså som på en sorthvid film.
De, der er delvis farveblinde, kan være rødblinde, grønblinde eller violetblinde og have disse mangler i kombination.
Hyppigst er den rød-grønne farveblindhed.
Til at fastslå farveblindhed anvender man de såkaldte Ishiharas tavler, der er konstrueret således, at den farveblinde ser andre tal eller figurer i tavlerne end den, der kan skelne imellem alle farver.
Farveblindhed forhindrer folk i at få stillinger, hvor det er nødvendigt for dem at kunne skelne farver, f.eks. som piloter, styrmænd og lokomotivførere.
Derimod er det ikke nødvendigt at have normal farvesans for at få kørekort.
• Se øjet og synet.
.............................................................................................................