Har man fundet et stof, der kan modvirke virus-infektioner?
I 1957 opdagede to unge engelske forskere, Alick lsaacs og Jean Lindemann, nogle protein-stoffer, som i meget små mængder dannes i menneskelige celler, når de udsættes for virus-infektioner. De kaldte dem for interferoner og opdagede, at stofferne bekæmpede virus-infektioner.
Virus er partikler, der kun kan leve og snylte på levende celler. En viruspartikel er så lille, at den passerer igennem et porcelæns-filter, og den kan kun iagttages i et elektron-mikroskop.
Den består af en nukleinsyre-tråd omgivet af en protein-kappe.
Nukleinsyre-tråden er hos visse virus-arter DNA (desoxyribonukleinsyre) og hos andre virus-arter er det RNA (ribonukleinsyre). Influenza- og forkølelsesvirus er således eksempler på RNA-virus, mens herpes-virus er DNA-virus.
Når en virus-partikel trænger ind i en levende celle, afkaster den sin protein-kappe, og nukleinsyre-tråden forbinder sig med cellekernens arvemasse (DNA) , som den omprogrammerer til at producere virus i stedet for sundt cellemateriale. Cellen dør, og virus breder sig til andre celler, hvormed organismen er udsat for virus-sygdom.
Men cellen svarer igen ved at udvikle interferon, der bekæmper og bremser virus.
De antivirale interferoner dannes kun i små mængder i organismen, og i mange år kunne man ikke fremstille interferon. Da det er arts specifikt, kan man ikke tage det fra dyr og bruge det på mennesker. Man kunne i praksis kun fremstille det på basis af hvide blodlegemer fra mennesker og kun i meget små mængder.
Finnen Kari Cantell, der siden blev professor i virologi i Helsingfors, var den første, der fik fremstillet interferon i et omfang, så det kunne anvendes til forsøg.
Derefter begyndte man verden over, også i Danmark, at producere det, men der skulle bruges meget store mængder blod for blot at få en ganske lille smule interferon, så det var umådelig dyrt at fremstille.
Der findes interferoner af forskellig slags. Det, der produceres på basis af hvide blodlegemer, kaldes leucocytinterferon og adskiller sig fra interferon, som produceres af bindevævsceller og kaldes fibroplast-interferon.
Af leucocyt-interferon er der også flere slags, og de virker ikke helt ens, men de kan alle bekæmpe virus.
I 1980 blev det meddelt, at professor Charles Weismann i Zürich ved at ændre arveegenskaberne ved hjælp af gensplejsning hos en coli-bakterie havde kunnet få den til at fremstille menneske-interferon.
Herved blev der åbnet mulighed for en storproduktion, og også andre steder i verden, for eksempel i USA, produceres der nu interferon på grundlag af gensplejsning (genetic engineering).
Interferonet er altså stærkt på vej som handelsvare og lægemiddel, og interferon kan måske få samme betydning for de virusfremkaldte sygdomme, som penicillin har haft for de bakterie-fremkaldte infektionssygdomme.
I hvert fald satser de store internationale medicinalfirmaer milliardbeløb på at fremstille interferon industrielt, og man håber også på at interferon kan være med til at bekæmpe kræft eller i hvert fald visse former for kræft.
Håbet er begrundet i, at det er ugiftigt, og at det har visse cellevæksthæmmende egenskaber. Men det har desværre også nogle uønskede bivirkninger og kan give feber og andet ubehag.
Der kan gå nogen tid endnu, før interferon er så gennemprøvet i sygdomsbehandlingen, at man med sikkerhed kan vide, hvordan det virker, og hvilke sygdomme, det bedst kan bekæmpe.
Men det drejer sig i hvert fald om stoffer, hvortil der er knyttet meget store forventninger.
• Se gensplejsning.
.............................................................................................................