En helt overvældende mængde lægemidler er til rådighed, og især har de store medicinalfabrikker sørget for, at behovet for nervetabletter er rigeligt dækket.
Nogle træk af udviklingen fra oldtiden til vore dage
Ordene lægemidler, medicin og medikamenter betyder i almindelig daglig sprogbrug det samme og anvendes i flæng.
Det meste af den medicin, der anvendes i dag, var ukendt for 25 år siden.
Om oldtidens medicin ved vi besked blandt andet fra den over 3.500 år gamle ægyptiske Papyrus Ebers, der opregner mere end 700 forskellige former.
I middelalderen var et af de mest populære produkter en blandingsmedicin, som blev kaldt for Theriak, og som i forskellige sammensætninger var i brug i Europa helt op til forrige århundrede. Den blev anset for et universalmiddel og sagdes at indeholde blandt andet enhjørningtand (i virkeligheden pulveriseret tand af Narhval), snogefedt og meget andet, men den eneste af ingredienserne, der havde en virkning, var opium.
Man tillagde dengang medicin en magisk kraft.
En egentlig farmakologisk videnskab opstod først efter, at kemikerne i forrige århundrede havde lært at renfremstille forskellige stoffer. Man prøvede sig frem og lærte af fejltagelserne.
Efter 1853 begyndte man at give indsprøjtninger, altså medicin ind i hud, muskler eller blodbane.
De første æterbedøvelser med indånding blev foretaget i 1846. Før den tid havde operationer været en frygtelig tortur, men mange af de patienter, der nu klarede operationerne uden smerter, døde bagefter af sårfeber, som man først fik et effektivt våben imod, da englænderen Joseph Lister (1827-1912) begyndte at forebygge infektionerne ved hjælp af den bakteriedræbende karbolsyre og senere fik et samarbejde i stand om aseptik med den fremragende franske forsker Louis Pasteur (1822-1895).
I begyndelsen af vort århundrede fremstillede tyskeren Paul Ehrlich (1854-1915) det første kemoterapeutikum, nemlig Salvarsan (et middel mod syfilis), og 40 år senere opdagedes, ligeledes i Tyskland, de meget værdifulde bakteriedræbende sulfa-præparater.
I 1922 fandt de to canadiere Banting og Best ud af, hvordan man kan bruge insulin fra dyr til behandling af mennesker med sukkersyge. Dermed blev tilværelsen totalt forandret for sukkersygepatienter (diabetikere). Tidligere døde de af deres sygdom, men nu kunne de leve med den.
Under anden verdenskrig blev englænderen Alexander Flemings opdagelse fra 1928 af penicillinet udnyttet under ledelse af professor Howard Florey og dr. Boris Chain, så verden herigennem fik det hidtil bedste antibiotiske middel til bekæmpelse af bakteriesygdomme.
I 1950'erne lykkedes det (i Frankrig) at udvikle psykofarmaka, så det mentale klima på hospitalerne for sindslidende blev varigt ændret til det bedre.
Det er lykkedes at finde midler til bekæmpelse af de fleste af de infektionssygdomme, der skyldes bakterier, og man har med stort held gennemført vaccinationskampagner overfor adskillige virus-sygdomme, først og fremmest kopper og polio, men andre virus-sygdomme står man stadig ret hjælpeløs overfor, for eksempel så almindelige lidelser som forkølelse og influenza, der dog næsten altid forløber mildt, men som koster mange sygedage.
Visse kræftformer som for eksempel hudkræft og tidlige stadier af brystkræft og livmoderhalskræft kan man helbrede fuldstændigt.
Overfor hjerte- og karlidelser har man ikke sikre midler, hverken til deres forebyggelse eller helbredelse, og kun en enkelt af sindslidelserne, den manio-depressive psykose, kan man til en vis grad forebygge med grundstoffet Iithium. Ved andre sindslidelser kan man endnu kun dulme symptomerne med beroligende midler.
Moderne medicinske præparater er meget skarpe sværd, og de er tveæggede.
Et rystende bevis herpå var thalidomidkatastrofen i 1960'erne. Et beroligende stof, der modvirkede gravides kvalme, viste sig at kunne medføre svære skader på fostrene, og inden det blev opdaget, var der verden over født adskillige tusinde børn med misdannelser.
Selvom der nu gøres alt, hvad der er muligt, for at undgå tilsvarende katastrofer, er alle sagkyndige klar over, at vel vil al ny medicin betyde fremskridt i sygdomsbehandlingen - ellers kommer den ikke på markedet - men den vil også øge risikoen for uønskede farlige bivirkninger, der måske først kan konstateres efter års forløb.
På en måde er medicin altid et onde, og den bør derfor kun anvendes til at bekæmpe endnu større onder med, nemlig for eksempel alvorlig, livstruende sygdom, og her er den en god gave til menneskeheden.
At tage medicin på egen hånd uden at rådføre sig med en læge om det, kan være farligt, at bytte medicin med andre eller låne medicin hos andre, at tage to slags medicin, der ikke passer sammen eller tage medicin i forkerte doser (både for små og for store) kan medføre alvorlige, måske dødelige forgiftninger.
Hvordan medicin virker i det enkelte tilfælde kan det være svært på forhånd at bedømme. Der kan være individuelle forskelle med hensyn til, hvordan den enkelte reagerer.
Der er nogle, der udskiller medicinen betydeligt langsommere gennem leveren og nyrerne end andre, og som derfor kan få en farlig ophobning af medicin i kroppen. De må derfor have mindre doser end de patienter, der udskiller den normalt, eventuelt unormalt hurtigt.
Hvordan medicinen virker på den enkelte patient undersøges af speciallæger, kliniske farmakologer, hvis betydning sikkert vil blive større i fremtiden.
Tidligere blev den meste medicin fremstillet på apoteker efter lægens recept, men i vore dage produceres hovedparten af medicinen i standardpakninger på store medicinalfabrikker, færdig til brug og udleveret over apotekets disk.
Der findes i Danmark ca. 2.000 receptpligtige medicinske specialiteter, hvoraf en ret stor del er såkaldte synonym-præparater, det vil sige medicin med forskellige navne, men med stort set helt samme virkning eller i hvert fald så lig hinanden i virkning, at det kan være ret ligegyldigt, om man bruger den ene eller den anden slags.
Halvdelen af de recepter, som lægen skriver i dag, drejer sig om lægemidler, der ikke fandtes i handelen for blot fem år siden.
En del medicin stammer fra lægeplanter, men hovedparten er i vore dage syntetisk fremstillet af kemikere som variationer og forbedringer af kendte medicinske stoffer. Selv penicillin, som oprindelig blev fremstillet af en mugsvamp, laves nu syntetisk.
Principielt er der ingen forskel på de virksomme kemiske stoffer, hvad enten de er taget fra en plante, et dyr, eller de er udvundet kunstigt i et laboratorium, men det er en udbredt moderne form for overtro at mene, at de såkaldte naturstoffer skulle være bedre og mere harmløse at bruge end de omhyggeligt fremstillede og gennemkontrollerede rene syntetiske stoffer.
Fuldstændig harmløse er i øvrigt kun de stoffer, der ingen medicinsk virkning har, men som af og til virker i kraft af troen på dem.
Mange går til læge og venter at få noget skrevet op, men ligesom den dygtigste kirurg er den, der ved, hvornår han ikke bør operere, er den dygtigste praktiserende læge oftest den, der ved, hvornår der ikke bør gives medicin.
Brug af penicillin i tide og utide har medført, at der har udviklet sig penicillinresistente bakteriestammer, der er meget vanskelige at få bugt med, og det har også ført til, at nogle patienter er blevet overfølsomme for penicillin, så de ikke tåler det, når de virkelig får brug for det.
Misbrug af nerveberoligende tabletter har sløvet patienter, der hellere skulle have været aktive, så de kunne løse deres egne problemer fornuftigt frem for at blive gjort ligeglade med dem.
Lægemidlernes udvikling i nyere tid er uomtvisteligt en vældig landvinding i sygdomsbekæmpelsen og har været livreddende i utallige tilfælde, hvor patienter tidligere måtte dø af deres sygdom, men at noget er godt i visse tilfælde, bør ikke føre til den forkerte slutning, at så er det bedst at få brugt mest muligt af det i alle tilfælde, hvad medicinalfabrikkernes økonomiske eksperter måske kunne være interesseret i, men hvad hverken patienter eller læger burde medvirke til.
.............................................................................................................