Hvori består virkningen af den såkaldte zoneterapi?
Zoneterapi er en utraditionel behandlingsmetode, der bygger på den teori, at man kan helbrede næsten alle mulige lidelser ved påvirkning af legemets overflade, især fødderne, ved massage og tryk.
Herved (hævder man) kan man også påvirke de indre organer og kirtler, der findes i bestemte zoner, hvortil der fører baner fra andre steder på huden, så de kommer til at fungere bedre, og så syge mennesker på den måde kan gøres raske.
Men for at metoden kan virke, skal man tro på den. Det gør zoneterapiens tilhængere, og derved fremkommer den såkaldte placebo-effekt (se denne).
Langt de fleste læger mener, at zoneterapi bygger på en udbredt overtro, og når de ikke kritiserer metoden og lignende utraditionelle behandlingsmetoder, må det vel især skyldes, at de ikke ønsker at blive beskyldt for brødnid, og at læger i øvrigt som regel selv har nok at gøre og derfor finder det formålsløst at påvirke de overtroiske.
For øvrigt er lægerne ikke selv i tvivl om tiltroens betydning. De kan ikke undgå ofte at erfare, at tillid til lægen i sig selv kan virke som den bedste medicin. De fleste patienter tror hellere på lægen som person, end de tror på hans eller hendes videnskab og teknik.
Selve sygdomsbegrebet er for tiden ret udflydende. Man kan ikke objektivt definere begreber som smerte og ubehag, og som definition på sygdom, kan man ikke nå længere end til at fastslå, at »syg er den, der føler sig syg«.
Da mange i vore dage føler sig syge uden egentlig at være det eller i hvert fald ikke er ret meget syge, kan tilsvarende mange føle deres ubehagelige tilstand afhjulpet eller bedret ved tro, zoneterapi og anden traditionel og utraditionel behandling.
Om man vil gå til læge, til zoneterapeut eller en anden utraditionel helbreder, eller om man slet ikke vil gå til nogen med sit eventuelle ubehag, må den enkelte selv bestemme - og på eget ansvar.
Vi lever jo indtil videre i et frit land, hvor læger, der er overbevist om, at de ikke længere er i stand til at hjælpe en kronisk syg patient, ikke vil nægte (fraråde) patienten at prøve en utraditionel metode som en sidste fortvivlet udvej, som lægen ikke selv tror på, og derfor ikke kan anbefale og altså heller ikke gør det.
.............................................................................................................