Hvordan fungerer hjertet?
For at livet kan opretholdes, må blodet cirkulere og bringe ilt og næring til alle kroppens levende væv og fjerne affaldsstoffer.
Arbejdet med at pumpe blodet rundt i legemet udføres af den imponerende muskelpumpe, som vi kalder hjertet, og som er på størrelse med en knyttet hånd og vejer mellem 400 og 500 gram.
Denne pumpe begynder allerede at arbejde i fosterstadiet, og den bliver ved med at pumpe tålmodigt og regelmæssigt, så længe vi er i live, med ca. 70 pumpeslag i minuttet.
I løbet af et minut passerer hele legemets blodmængde på 4-5 liter igennem hjertet. Men hjertet kan under fysisk anstrengelse af legemet eller under stærk sindsbevægelse sætte tempoet op, så 18-20 liter blod passerer igennem det pr. minut, men så slår det også op imod 180 gange i minuttet.
Også fortidens mennesker har vidst, at de indeholdt blod, og at de havde et bankende hjerte, men det var først den engelske læge William Harvey (1578-1657), der i 1628 endeligt slog fast, at blodet har et kredsløb og pumpes ud via pulsårerne og vender tilbage til hjertet gennem venerne, og at hjertets klapper er sådan indrettet, at det hindrer blodet i at løbe tilbage, så det altid løber en og samme vej rundt.
Hjertet, der ligger forrest mellem lungerne midt i brystkassen lidt forskudt til venstre side, er i virkeligheden en dobbelt -pumpe, idet venstre og højre side af det er adskilt. Den venstre pumpe er den kraftigste.
Der er fire kamre i hjertet. Det øverste i hver side kaldes forkammer (atrium) og det nederste hjertekammer (hjerteventrikel).
En skematisk fremstilling af hjertet med tilførende og fraførende blodkar, hvor pilene angiver blodets retning:
Ved
a går blodet til og fra lunger
b angiver hjertets længdeskillevæg
c højre forkammer
d hjertets tværskillevæg
e højre hjertekammer
f venstre forkammer,
g venstre hjertekammer
h hjerteklapper mellem forkamre og hjertekamre
j den store legemspulsåre (aorta)
k blodforsyningen til kroppen og dens hårkarsystem.
Da blodcirkulationen er et kredsløb og går i ring, må man ved beskrivelsen begynde et tilfældigt sted, for eksempel med blodet i højre forkammer. Det er kommet fra legemet og er nu mørkerødt og iltfattigt. Fra højre forkammer pumpes det ned i højre hjertekammer, hvorfra det via lungepulsåren pumpes ud i lungerne. Her modtager blodet ilt fra indåndingsluften og afgiver affaldsluftarten kuldioxid og bliver lyserødt. Fra lungerne vender det i det såkaldte lille kredsløb tilbage til hjertets venstre forkammer, hvorfra det pumpes ned i hjertets venstre hjertekammer, der har særlig tykke muskelvægge.
Herfra skal det nemlig i det store kredsløb gennem legemspulsåren (aorta) forsyne legemet med blod.
Inden blodet vender tilbage til hjertet (højre hjertekammer) gennem venerne har en del af det været i de forskellige organer og en del helt ude i nettet af hårkar (kapillærer), der kan være så små, at de bittesmå blodlegemer må passere dem i gåsegang.
Mellem forkamre og hjertekamre og mellem hjertekamre og pulsårer er der klapper eller envejs-ventiler, der åbner sig, når blodet løber den rigtige vej, men lukker sig for blod, som vil gå den forkerte (modsatte) vej.
Klappen mellem højre forkammer og højre hjertekammer kaldes tricuspidalklappen og har tre flige, mens klappen mellem forkammer og hjertekammer i venstre hjertehalvdel kaldes bicuspidalklappen eller mitralklappen, da den med sine to flige kan minde om en bispehue, en mitra.
Blodet er under størst tryk, når det kommer lige fra hjertet og under mindst tryk ude i hårkarrene, hvorfra det vender tilbage til hjertet gennem venerne, der også er forsynet med klapper, der bevirker, at blodet altid strømmer i samme retning og for eksempel ikke på grund af tyngdekraften synker ned i benene.
Hjertet er programmeret til at slå (pumpe) 40 gange i minuttet, og det er ikke nok til at holde legemet ordentlig forsynet med ilt. Derfor er det udstyret med sit eget nervesystem, der sætter slag-tempoet op til de nødvendige ca. 70 gange i minuttet, der kan måles som pulsen.
Det sker gennem to små nerve- og muskelknuder i selve hjertemusklen, sinusknuden og atrio-ventriklær-knuden, der ved rytmisk aktivitet får hjertets kamre til at trække sig sammen i en meget bestemt takt.
Impulsen begynder i sinusknuden, der får de to forkamre til at trække sig sammen, og når de har fyldt hjertekamrene med blod, går impulsen via atrio-ventrikulær-knuden videre til hjerte kamrene, der trækker sig sammen i tre tiendedele af et sekund og derefter slapper af i et halvt sekund. Under den sidste del af afslapningsperioden fyldes de med blod fra forkamrene.
Et hjerteslag har således to faser, sammentrækningsfasen (systolen) er det øjeblik, da hjertekamrene tømmer sig for blod, og da trykket er højest, og afslapningsfasen (diastolen), mens hjertekamrene fyldes igen (det lave af de to blodtryk, som man måler).
Alle muskler har brug for blod og ilt og hjertemusklen selv er ingen undtagelse. Den udfører jo et kæmpearbejde og bliver ved med det, sådan at hjertet igennem et langt liv har pumpet mere end et par milliarder gange.
Hjertet forsynes selv med blod gennem to pulsårer, som kaldes for kransårer eller coronararterierne, og som fører blodet til det net af årer, der forsyner hjertet med ilt og næring.
Når hjertet er i afslapningsfasen, flyder blodet ind i kransårerne og forsyner hjertet. Hvis hjertet arbejder meget kraftigt og ikke får ilt nok, kommer der smerter, og hvis en blodprop skulle sætte sig fast i en kransåre, dør den del af hjertet, som den forsyner.
Hvis den pågældende åre forsyner en livsvigtig del af hjertemusklen, dør man, fordi hjertet går i stå, men hvis det er en mindre betydningsfuld del af hjertemusklen, der ranunes, dør kun en lille del af hjertet, og der kommer et sår, der kan hele op til et bindevævsar. Det kan hjertet leve videre med, idet den øvrige del af hjertemuskIen kan udføre sit arbejde normalt.
Der kommer som regel kun blodpropper i kransårerne hos personer med åreforkalkning, men ved obduktion af hjerter har man konstateret, at mange mennesker må have haft en blodprop i hjertet uden selv at vide det, idet man har set bindevævsar i hjertet hos mennesker, der aldrig har haft en hjertesygdom.
Blodprop i hjertet kaldes også coronarthrombose, og den tilstand, der kommer bagefter, benævnes myocardie-infarkt, idet det lægelige navn på selve hjertemuskulaturen er myocardiet.
Hele hjertet hviler i en solid bindevævssæk, hjertesækken eller pericardiet.
• Se angina pectoris, blodet, blodprop, hjertearytmi, hjertefejl, hjerteinfarkt, hjerte-lunge-maskine, hjerteneurose, hjertesygdomme og hjertetransplantation.
.............................................................................................................