Hvad betyder søvnen for helbredet?
Søvn er en periodisk indtrædende hviletilstand, hvor bevidstheden overfor omverdenen delvis er afbrudt.
Behovet for søvn varierer fra person til person.
8 timers søvn passer for mange, og en stor befolkningsundersøgelse i Skotland har vist, at langt de fleste sover mellem 7 og 8 timer i døgnet, men 13 procent skal have mellem 9 og 10 timers søvn, og kun ganske få behøver mere. 8 procent af de undersøgte klarede sig med 4 timers søvn i døgnet og 15 procent med mellem 4 og 6 timer. Det drejede sig i alle de undersøgte tilfælde om den uafbrudte nattesøvn.
Også børns søvnbehov er meget varierende, og små børns søvn varierer imellem 10 og 23 timer.
Meget taler for, at søvnbehovet beror på noget nedarvet. At sove meget eller at sove lidt er altså noget, som man er født med, og som man dårligt kan lave om på.
For øvrigt er det ikke blot søvnlængden, der er forskellig for de forskellige. Der er også forskel på, hvordan folk sover, altså på kvaliteten af den søvn, de får.
De fleste børn sover meget dybt, hvorved organismen længe kommer i hvilefase. Men evnen til at sove trygt fortager sig med alderen, så den ældre må sove længere end barnet for at få det samme udbytte af søvnen. De gamle sover lettere og i kortere perioder.
De, der kan gå i seng til bestemt tid hver aften og stå op til bestemt tid hver morgen, har sjældent søvnbesværligheder. Vort legeme er nemlig indstillet på en fast døgnrytme, og når den ikke brydes, indfinder søvnen sig så at sige af sig selv til bestemt tid. Men lader man være med at gå i seng, når man er søvnig, kan det føre til søvnbesvær.
Døgnrytmen har sit lavpunkt, når man sover, og sit højdepunkt når man arbejder, og der findes mennesker, der arbejder bedst om formiddagen, og andre, der har deres arbejdsmæssige højdepunkt sidst på eftermiddagen eller ud på aftenen.
En amerikansk søvnforsker. dr. Julius Segal fra National Institute for Mental Health kalder den ene type for lærker og den anden for ugler, og han mener, at det er af meget stor samfundsmæssig betydning, at man anvender disse to typer rigtigt, så man ikke sætter lærkerne til natarbejde eller lader uglerne have deres største arbejdsindsats om formiddagen.
Dramatiske brud på den personlige døgnrytme kan få alvorlige følger i form af træthed, dårligt helbred og arbejds- og trafikulykker.
Bratte brud på døgnrytmen kan være et problem for såvel passagerer som besætninger i jetfly, der flyver fra den ene side af kloden til den anden (vest-øst eller øst-vest), og som bagefter har brug for flere døgn til at finde tilbage til en fast døgnrytme.
Der er nogle, der kan falde i søvn fem minutter efter, at de er gået i seng, og andre, der regelmæssigt må ligge en time eller halvanden, inden søvnen indfinder sig.
Nogle formår at læse sig i søvn, andre falder først til ro, når de har udført en eller anden vanemæssig handling, som for eksempel at drikke et glas varm mælk. Atter andre siger, at de sover godt på en øl eller en anden form for spiritus ved sengetid.
Da alkohol i små doser er et beroligende middel, kan en enkelt øl være søvnbefordrende, men spiritus til overmål giver ikke sund søvn.
Alkohol virker dels diuretisk, det vil sige vanddrivende, og dels afkorter den ligesom sovepiller af barbitursyregruppen den del af søvnen, der tjener til at opretholde den psykiske balance, det vil sige drømmesøvnen, hvorunder dagens indtryk bearbejdes og bringes på plads i bevidstheden.
På amerikanske søvn-laboratorier, hvor frivillige får deres søvn undersøgt på alle mulige måder, har forskerne konstateret, at søvnen kan inddeles i flere faser efter dens dybde. Nogle regner med fire faser, andre med to hovedfaser.
Under indsovningen taber man bevidstheden i korte øjeblikke, inden søvnen indfinder sig, og under den første søvnfase bevæger den sovende øjenæblerne rask fra side til side under de lukkede øjenlåg, og under denne fase drømmer den sovende.
Fasen kaldes for REM-søvn (en forkortelse af rapid eye movements).
Alkoholikere og sovemiddel-narkomaner får alt for lidt REM-søvn, hvad der i det lange løb giver psykiske vanskeligheder.
Forstyrrer man forsøgsmæssigt konsekvent folks REM-søvn, kan det ende med, at de bliver stærkt sindslidende (psykotiske).
Under drømmesøvnen er den sovende let at vække, men under en almindelig nats søvn bevæger man sig fra den lette søvn ned imod den dybere og dybeste og tilbage igen til den lette i perioder, der kan vare ca halvanden time således, at man en nat igennem har fire eller fem af den slags perioder, altid sluttende med en drømmefase. (Folk, der ikke tror, at de drømmer, har blot glemt, at de har gjort det).
Under den dybe drømmeløse søvn kan det være svært at vække den sovende, og de, der går i søvne, gør det altid i den dybe søvnfase, aldrig i den lette (da de så straks ville vågne).
Vanskeligheder med at falde i søvn, for tidlig opvågnen og søvnløshed er klager, hvis betydning ofte overdrives.
Et meget bevidst ønske om at falde i søvn er den væsentligste årsag til søvnløshed. I samme øjeblik, at man er ligegald med, om man sover eller ej, er den vigtigste søvnhindring fjernet.
Den såkaldt søvnløse bør tænke på, at der ikke sker nogen alvorlig skade ved at sove noget mindre end sædvanligt eller ønskeligt.
Konstant søvnløshed kan dog være et tegn på en sindslidelse, for eksempel en depression, som kræver behandling. En stærk sjælelig nedstemthed får patienten til at føle, at livet har tabt sin mening, og tilbagevenden til normal dyb søvn er i sådanne tilfælde næsten altid det første tegn på helbredelse.
Skønt sovemedicin er en meget dårlig løsning på de fleste søvnproblemer, er den meget anvendt, eftersom ca. 10 procent af alle lægerecepter her i landet drejer sig om sovepiller.
De fleste tror, at de er uskadelige, men moderne søvnforskere mener, at de er ødelæggende for det psykiske velbefindende. Sovepillerne bevirker nemlig, at man får for lidt af den drømmesøvn (REM-søvn), som ikke er til at undvære, og når man så holder op med at tage sovemidlet, melder hjernens krav om drømmesøvn sig med forøget styrke, og drømmefaserne forlænges med mareridt og urolig søvn som følge.
Det kan føre til, at vedkommende for at få ro falder tilbage til sovepillerne, hvad der blot gør ondt værre.
Sund og normal søvn uden brug af nogen form for sovemidler og efter det individuelle behov er tegn på mental sundhed.
Mange raske mennesker formår at få en middagssøvn indpasset i deres personlige døgnrytme, og det kan være udmærket, men man må være opmærksom på, at sover man til middag en time, er der ikke noget forkert i, at man sover en time mindre om natten.
Stofskiftet er lavere under søvn end i vågen tilstand, men bevidstheden er ikke sat ud af spillet. Mange kan, når de beslutter sig til det, vågne præcis på det tidspunkt om morgenen, som de på forhånd har bestemt, og det er et tegn på, at vi ikke kan være psykisk inaktive, når vi sover.
Det er den lette drømme- eller REM-søvn, der holder os i psykisk balance, mens den dybe søvn giver organismen en nødvendig hvile- og afslapnings-periode.
Nogle flygter med glæde ind i søvnen, og andre, navnlig mange børn, kan ikke fordrage at falde i søvn.
Vi sover som dem, vi er. Afgørende for vor søvns kvalitet er det, hvor glad man er for den dag, man skal vågne op til.
Hvad der er årsag til søvnen, og hvorfor vi har så stærkt et behov for søvn, at den er livsvigtig for os, ved vi ikke noget om.
Det kan være træthedsfornemmelser, der får os til at falde hen med regelmæssige mellemrum eller det kan være stofskiftemæssige forandringer i hjernen, der udløser søvnmekanismen, Det er ikke opklaret, men er et af de utallige fysiologiske problemer, der endnu venter på sin løsning.
.............................................................................................................