Næsten alle ved, at caries betyder huller i tænderne.Men hvordan opstår de, og hvordan forebygges de?
De senere års forskning har givet en betydelig viden om netop de problemer.
Caries var tidligere den almindeligste af alle folkesygdomme, men vil næppe blive ved med at være det.
Den bakterieflora, der findes i mundhulen, er specielt tilpasset vilkårene i dette miljø, og bakterier, der ikke kan få opfyldt deres livsbetingelser i munden, vil hurtigt gå til grunde.
Nyfødte børns mundhule er bakteriefri, men i løbet af barnets første levemåneder »arver« det forældrenes mundhuleflora på grund af den nære kontakt mellem forældre og børn,
Bakteriedyrkning har påvist mere end 50 arter bakterier, der kan leve i munden. Der er særlig mange streptokokker.
Denne bakteriegruppe kan vokse på tændernes overflader, hvor der dannes tykke bakteriebelægninger.
Bakterierne spiller en stor rolle under udviklingen af caries, fordi de udskiller små mængder organiske syrer som led i deres stofskifte.
Bakteriernes stofskifte og syreproduktion er særlig hurtig lige efter, at man har spist.
Syreproduktionen og bakteriebelægningerne medfører en kortvarig opløsning af tandens overfladiske lag, en skade, der dog kun vil kunne ses i mikroskop.
Hvis man undlader at fjerne bakteriebelægningerne på tænderne igennem en længere periode, kan de kortvarige syreopløsninger efter måltiderne frembringe et synligt hul.
Det er ikke maden i sig selv, der giver caries, men det er bakteriebelægningernes udnyttelse af fødens næringsstoffer, der er årsag til cariesangrebet.
Det er sjældent, at bakteriebelægningerne får lejlighed til at sidde helt uforstyrret på tandoverfladerne i lange perioder ad gangen. En grundig tandbørstning vil fjerne så mange bakterier, at der næste gang, man spiser, ikke fremkaldes nogen nævneværdig syreproduktion.
Derved får tandoverfladen mulighed for at hvile.
Det er påvist, at disse hvile-perioder er meget betydningsfulde. I hvileperioderne uden syreproduktion kan der nemlig foregå en heling af den syre beskadigede tand.
Helingsprocesserne sker ved hjælp af spyttet, hvis mineraler (calcium- og fosfat-ioner) populært sagt reparerer den opståede skade.
Nogle forskere har vist, at når der er fluor-ioner til stede i spyttet, bremses opløsningen af tanden.
Den koncentration af fluorid, som er nødvendig for at opnå denne effekt, er meget lille og svarer til for eksempel den koncentration, som man opnår i spyttet efter tandbørstning med fluortandpasta. En til to daglige omhyggeligt udførte børstninger med fluortandpasta har i praksis vist sig at kunne standse udviklingen af synlige huller i tænderne fuldstændig.
Den daglige anvendelse af fluortandpasta bør derfor ikke kun betragtes som en forebyggende foranstaltning, men er i virkeligheden en effektiv behandling af mikroskopiske huller.
Denne behandling er i højere grad afhængig af tandbørstningens grundighed end af antallet af tandbørstninger.
Fluorpåvirkning alene har kun ringe virkning, fordi forudsætningen for udviklingen af nye huller på grund af bakteriernes syreproduktion stadig er til stede.
Det vil ofte være nødvendigt at få vejledning i mundhygiejne hos tandlægen. Herved kan gevinsten for den enkelte tandlægepatient blive stor, fordi vedkommende kan undgå at få boret i tænderne. Man undgår de fyldningsbehandlinger, der på længere sigt kan svække tandsættets funktionsevne.
God mundhygiejne er også et virksomt værn imod tandkødsbetændelse.
Der spørges somme tider, om fluortandpasta kan være skadelig, fordi fluor i større doser er giftig. Normal anvendelse af fluor-tandpasta har ikke nogen bivirkninger.
De tidligste symptomer på overdreven fluor-indtagelse (kvalme og mavepine) viser sig hos voksne efter fortæring på en gang af en stor tube tandpasta på 125 gram.
Den tilsvarende grænse for et tre års barn svarer til, at barnet på en gang spiser en lille tube fluor-tandpasta på 20 gram.
Der er aldrig konstateret sådanne tilfælde her i landet.
.............................................................................................................