Hvordan behandler man sindslidelser med medicin?
De lægemidler, der anvendes i den psykiatriske behandling, kaldes for psykofarmaka (et psykofarmakon, flere psykofarmaka).
Den gruppe stoffer, som man betegner som neuroleptika eller major tranquilizers, er beroligende stoffer, som bruges overfor de svære sindslidelser, psykoserne.
De modvirker aggressivitet, hallucinationer og vrangforestillinger og har undertiden bivirkninger i form af for eksempel dirren i hænderne, men det er ikke stoffer, som man bliver forfalden til. De fjerner ikke nedtrykthed.
En anden gruppe stoffer er angstdæmpende og kaldes for anxiolytika (»neurose-midler«, minor tranquilizers) og til dem hører blandt andre sovemidlerne og den meget omdiskuterede gruppe, benzodiazepinerne, de såkaldte beroligende nervepiller, som kan give tilvænning og både legemlig og psykisk afhængighed. De har også en sløvende effekt, og de kan ligesom andre sovemidler forstærke virkningen af alkohol meget kraftigt. Kendte præparater af den type er clopoxid, librium, risolid, diazepam og valium, hvoraf de tre førstnævnte og de tre sidstnævnte er såkaldte synonympræparater, det vil sige tabletter med samme virkningsstof, og som derfor skulle virke ens.
Endelig findes der stoffer, der kaldes for antidepressiva, og dem kan det være nødvendigt at bruge for patienter med sygelige depressioner (endogen depression eller depressive faser af sindslidelsen manio-depressiv psykose).
De mest anvendte er de såkaldte tricykliske antidepressiva, hvortil imipramin og saroten hører, men der er mange andre.
Også de såkaldte mono-aminooxydase-hæmmere (MAO-hæmmere) kan fjerne depressioner, men bruges ikke så meget mere, da der kan opstå meget ubehagelige symptomer, hvis man spiser for eksempel ost eller tager dem sammen med visse andre medikamenter.
Salte af grundstoffet lithium er et vigtigt psykofarmakon, da det virker forebyggende på anfald af manier og på vekslende anfald af manisk og depressiv karakter, altså forebygger anfald af sindslidelsen manio-depressiv psykose.
Hvorfor det forebygger disse anfald, ved man stadig ikke.
Lithium skal tages i præcise, individuelt afstemte doser. Tages der for meget, kan det føre til forgiftning, og tages der for lidt, virker det ikke.
De nye psykofarmaka har i løbet af de sidste 25-30 år ændret klimaet på de psykiatriske hospitalsafdelinger til det bedre og medført, at nogle patienter med sindslidelser kan få deres sygdomssymptomer holdt nede, så de kan udskrives og passe et arbejde, men bortset fra lithium, der har en særlig forebyggende effekt overfor en bestemt sindslidelse, er de ikke rettet imod selve sindslidelsen, men mod dens symptomer, eller sagt i lægesprog: De virker symptomatisk, ikke specifikt.
.............................................................................................................