Hvordan fungerer nervesystemet?
Nerver er et ord med forskellige betydninger, og det er derfor ikke underligt, at der hersker nogen begrebsforvirring om, hvad nerver og nervelidelser er.
Når der for eksempel siges om en person, at vedkommende har dårlige nerver, betyder det, at han eller hun har en psykisk lidelse, men når man taler om nervesystemet, menes de nerver, der virker i centralnervesystemet (hjernen, hjerne stammen og rygmarven) og de nerver, som udgår fra rygmarven (de perifere nerver) og befordrer impulser i begge retninger mellem hjernen og de forskellige dele af legemet.
Vi er udstyret med mange milliarder nerveceller, deraf alene omkring 12 milliarder i hjernen, og nervecellerne er højt specialiserede celler med udløbere.
Disse udløbere er af to slags. Dendritterne er få og korte og fører impulser til nervecellelegemet, mens neuritterne er mange og lange og fører impulser bort fra nervecellelegemet. Hobe af nerveceller kaldes for ganglier og parallelt løbende nerver og nervetråde for nervebaner.
Nerveceller kan i modsætning til andre legemsceller ikke forny sig ved deling. Vi fødes med dem, vi har, og går de til, er de gået til for altid, men heldigvis er der så mange af dem, at andre i mange tilfælde kan erstatte de manglende.
Nerverne er det telegraf- eller telefonsystem med hjernen som central, der styrer vort legeme og dets funktioner, og det er teoretisk muligt at beskrive alle nervefunktioner og alle organfunktioner, kun ikke hjernens, dels fordi hjernen er mere kompliceret, end vi kan fatte, og dels fordi den har den mystiske evne at kunne opleve sig selv indefra.
Nerverne er gennem deres tråde hægtet til hinanden, dog således, at forbindelsen fra nerve til nerve er kemisk. Mellem den ene nerves neurit og den tilstødende nerves dendrit er der et ganske lillebitte mellemrum, en såkaldt synapse, hvor den elektriske ledning i nervetråden standser, men hvor impulsen føres over af et såkaldt transmitterstof som kan være acetylcholin, der dannes på stedet og springer over mellemrummet og derved fører nervesignalet videre.
Men acetylcholinet skal hurtigt fjernes igen, for at nervecellen kan vende tilbage til neutral tilstand og være parat til at modtage nye impulser. Acetylcholinet fjernes af et enzym, der normalt altid findes i nerverne.
Den elektriske ledningsimpuls gennem nervetrådene foregår ved, at nervecelletrådenes membraners gennemtrængelighed for natrium ændres, så der foregår en ionbytningsproces, som frembringer en svag elektrisk strøm, der forplanter sig op gennem nervetråden med en maksimumsfart af en meter i sekundet.
Nogle nerveimpulser ved refleksbevægelser, for eksempel når man brænder fingrene, går kun til rygmarven, hvorfra den ubevidste ordre til at fjerne hånden fra ilden kommer.
En nervetråd (neutrit) er uhyre tynd, den er tusinddele af en millimeter tyk, og den består af en aksecylinder, omgivet af en skede af myelin, et beskyttende isolationslag af fedt.
Selve nervecellelegemet er i forhold til længden af udløberne kun som størrelsen på en fodbold sammenlignet med en hel fodboldbane.
Nerverne leder ordrer fra hjernen ud til legemet, og andre nerver sender impulser (for eksempel sanseindtryk og smerter) fra organerne op til hjernen, der bearbejder dem, så de opfattes.
Systemet er uhyre indviklet, men fungerer som en velsmurt helhed og langt bedre og sikrere end den bedst tænkelige computer.
En vigtig del af nervesystemet, det såkaldte autonome eller selvstyrende, fungerer uden at behøve ordrer fra hjernen, i hvert fald ikke bevidste ordrer. Det er de nerver, der for eksempel regulerer hjerteslaget. åndedrættet og tarm-peristaltikken, der foregår, uden at vi tænker over det.
Det autonome nervesystem består igen af to systemer, det sympatiske og det parasympatiske nervesystem, der virker modsat hinanden og så at sige holder legemets funktioner i balance.
De sympatiske nerver får således hjertet til at slå hurtigere (øger pulsen), mens de parasympatiske nerver bremser hjertevirksomheden, så de to slags nerver opretholder den rigtige hjerterytme. når de begge fungerer, som de skal.
De speciallæger, der beskæftiger sig med de organiske nervesygdomme, kaldes neurologer og neurokirurger, mens det er psykiaterne, der er specialister i de såkaldte dårlige nerver, som er psykiske lidelser.
.............................................................................................................