Hvorfor kaster man op?
Opkastning sker normalt efter stærk kvalme ved muskelsammentrækninger, der bringer den indtagne mad og drikke op fra mave og tarm og ud gennem munden.
Brækningsrefleksen opstår ved, at mavens slimhinde irriteres, men også svælgslimhinden er følsom, så man kan fremkalde opkastning ved at stikke en finger i halsen.
Opkastning kan forekomme ved forgiftninger eller være et symptom på en blokeret tarm.
Man kan også kaste op af søsyge eller køresyge på grund af påvirkning af ørets balanceorgan, og endelig er der nogle kvinder, som har opkastninger i begyndelsen af svangerskabet, især om morgenen. Den egentlige årsag til gravides opkastninger kendes ikke.
Sluttelig skal det nævnes, at der er mennesker, der kaster op, hvis de har været udsat for et psykisk chok.
.............................................................................................................