Er kræft en eller mange sygdomme?
Kræft er en fællesbetegnelse for mange forskellige ondartede svulstsygdomme, der skyldes, at legemsceller begynder at vokse vildt, fordi de ikke modnes på sædvanlig måde, men deler sig uden den kontrol, som andre legemsceller er undergivet.
Kræft (på latin cancer) er ikke nogen smitsom sygdom, og den er heller ikke arvelig. Man ved ikke, hvad det er, der bevirker, at en almindelig legemscelle pludselig forvandles til en kræftcelle.
Kræft kan opstå overalt i legemet og dets forskellige organer, også i blodet, - så kaldes det for leukæmi. En kræftsvulst i hud, slimhinder eller kirtler kaldes enten karcinom eller sarkom.
Selvom der verden over hvert år ofres umådelige summer på kræftforskning, kan der stadig ikke gives nogen fyldestgørende forklaring på, hvad kræft egentlig er, og hvad det kommer af, og skønt der i løbet af den sidste menneskealder er sket store fremskridt i bekæmpelse af og helbredelse af kræft, der næst efter hjertesygdomme er den hyppigste dødsårsag, er det ikke lykkedes at finde et specifikt virkende middel overfor kræftvæv.
Man kender over 600 forskellige årsager til kræft, men man vil i de enkelte tilfælde sjældent kunne sige, hvad årsagen til en bestemt kræftpatients sygdom er.
Alle ved dog nu, at man i vid udstrækning ville kunne forebygge lungekræft ved at afskaffe cigaretrygning. Man kan ganske vist få lungekræft, selvom man aldrig har røget, men risikoen for at dø af lungekræft er mange gange større blandt rygere end blandt ikke-rygere.
Virus kan fremkalde kræft hos dyr, men det er aldrig bevist, at kræft hos mennesker skyldes virus.
Kræft er ikke en enkelt sygdom, men mange. Man vil derfor næppe kunne løse kræftens gåde ved en enkelt stor opdagelse, for kræften har flere gåder, og de må i fremtiden løses en for en, hvis man engang skal få bugt med kræftsygdommene.
Mange former for kræft kan helbredes fuldstændigt, når patienten kommer til behandling med dem tidligt nok. Det gælder hudkræft, brystkræft, livmoderhalskræft og flere andre kræftformer.
Man skal altså gå til undersøgelse hos en læge, så snart man har mistanke om, at man har kræft.
Helbredelse af og behandling af kræft kan ske på tre helt forskellige måder, der ofte kan eller skal kombineres.
Man kan fjerne kræftsvulsten operativt ved et kirurgisk indgreb, hvorved der skal sørges for, at der fjernes tilstrækkeligt meget væv til, at man får hele det angrebne område med. Når det sker, er patienten fuldt helbredt for kræft.
Man kan dræbe kræftsvulsten ved hjælp af radioaktiv bestråling og har i dag hertil et højt udviklet teknisk apparatur (Cobolt-kanoner og højvoltapparater), som kan styres således, at de dræbende stråler fortrinsvis rammer kræftsvulsten og gør så lidt skade som muligt på det normale væv.
Endelig råder man for det tredie over en lang række celledræbende stoffer og stoffer, der hindrer celledeling (såkaldte cytostatika), og som kan hæmme kræftcellernes vildvækst.
Ved den rigtige administration af disse tre behandlingsformer enkeltvis eller i kombination, kan kræft i mange tilfælde helbredes helt, og mange, som tidligere har haft kræft, går i dag omkring som fuldstændig raske og burde i grunden fortælle andre om det for at bevise, at kræft langtfra i alle tilfælde er nogen håbløs sygdom, men de gør det som regel ikke, for kræft er stadigvæk en sygdom, som mange ikke ret gerne taler om, når de har den selv eller har haft den - eller når de frygter for at få den.
Indsættes behandlingen af kræft for sent, kan den oprindelige kræftsvulst have sendt døtre svulster ud i organismen (metastaser), og det vil i reglen være for sent at behandle en kræftsygdom med held, når den har dannet metastaser.
Der findes dog ganske enkelte eksempler på, at en tilsyneladende håbløs kræftsygdom er gået tilbage helt af sig selv, så patienten er kommet sig ved en spontan helbredelse, men det er så uhyre sjældent, at det kun forekommer en enkelt gang ud af flere millioner tilfælde.
De mange beretninger om mirakuløse helbredelser af fremskreden kræft er aldrig blevet videnskabeligt bekræftet.
Kræftfrygt kan betragtes som en psykisk lidelse i sig selv, og den plager mange mennesker, som regel helt unødvendigt.
Man bør gå til læge og blive undersøgt, hvis man har en knude eller en uforklarlig hævelse, ikke mindst, når den sidder i brystet.
Man bør også gøre det, hvis man lider af vedvarende fordøjelsesvanskeligheder, hvis man pludselig og af en tilsyneladende uforklarlig grund taber i vægt, hvis man til stadighed er hæs og har svært ved at synke maden, hvis der er blod i afføringen eller hvis der er uregelmæssige blødninger hos kvinder, eller hvis man har hoste med blodigt opspyt eller har sår, der ikke vil heles.
Endelig bør man også straks gå til læge, hvis man har et mørkt modermærke, der pludselig giver sig til at vokse og bløde i randen.
Det er ikke sikkert, at man har kræft, fordi man har nogen af de nævnte symptomer, men har man det ikke, er det værd at vide, og skulle man have det, er det godt at komme under behandling så tidligt som muligt, mens varig helbredelse måske endnu kan opnås.
Da kræft er næsthyppigste dødsårsag her i landet, vil de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv komme til at stå overfor håbløse tilfælde af kræft i deres nærmeste familie- eller bekendtskabskreds.
Det er da værd at huske på, at det sidste, som et menneske opgiver, er håbet.
Der er kræftpatienter, som godt selv ved, at døden nærmer sig, men som ikke ønsker at opgive håbet, og som bestemt ikke bryder sig om at få deres forudanelser om en snarlig død bekræftet af andre.
Sådanne patienter har ofte et stort kontaktbehov, og man bør hverken møde dem med en urealistisk, let gennemskuelig optimisme, der forgæves forsøger at bagatellisere sygdommens alvor, eller med et sortsyn, der formørker den sidste del af patientens liv unødigt.
Man bør heller ikke søge at undgå deres selskab, hvis man mærker, at de gerne vil tale med en, men prøve på at indleve sig i deres situation og. være overfor dem, som man ville ønske, at andre ville være overfor en selv, hvis man var i deres sted.
Det værste for et alvorligt sygt menneske kan være ensomheden, forladthedsfølelsen. Derfor skal man ikke sky den kræftpatient, som man eventuelt kan være noget for, og når vedkommende selv fører muligheden af en snarlig død på bane, må man åbent erkende, at muligheden altid er der, men at ingen på forhånd kender timen, og at håbet om helbredelse eller i hvert fald om udsættelse aldrig er helt udelukket.
Når en alvorligt syg kræftpatient nærmer sig døden, vil den undertiden kunne komme som en befrielse, og den erfarne læge vil ikke forlænge livet ved hjælp af kunstige midler, men gøre sit til, at patienten får en menneskeværdig død, befriet for legemlige smerter.
Enhver dansker kan aktivt gøre en indsats imod kræften ved at blive medlem af Landsforeningen til Kræftens Bekæmpelse, der hvert år yder millionbeløb til kræftforskningen.
Landsforeningen driver tre institutioner, nemlig Fibiger-laboratoriet i København, Kræftforsknings-instituttet i Århus og Cancer-registret i København, hvis landsomspændende kræftstatistik har tjent som mønster for andre lande.
Der drives dog i Danmark megen anden kræftforskning end den, der foregår på landsforeningens tre institutioner, og også denne kræftforskning støttes af landsforeningen.
På Fibiger-laboratoriet har man i de senere år særlig beskæftiget sig med kræftcellernes stofskifte, de immunologiske problemer og kræftcellernes arvelighedsmekanisme, mens man på Kræftforsknings-instituttet i Århus har fået stor erfaring med den kemoterapeutiske behandling af visse kræftformer.
Fremskridtene i kræftbehandlingen, der altid skyldes forskning, udregnes gennem overlevelsesprocenter pr. fem-år.
Stiger procenten blot med l ved en bestemt kræftform, betyder det et umådeligt fremskrift og livsforlængelse for et stort antal mennesker verden over.
Resultaterne af behandlingen af kræft bliver bedre år for år, men det går langsomt.
• Se brystkræft, cellen, livmoderkræft og lungekræft samt metastaser.
.............................................................................................................