Hvad er amyloid og amyloidose?
I forrige århundrede opdagede den tyske patolog Rudolf Virchow (1821-1902) et æggehvidestof (protein), som han gav navnet amyloid, hvilket betyder det stivelseslignende stof, idet stivelse på græsk hedder amylon.
Dets sammensætning var i lang tid ukendt, men nu ved man, at der i det indgår nogle af de antistoffer, som organismen benytter sig af ved bekæmpelsen af fremmedstoffer.
Aflejringen af amyloid foregår over hele legemet, men i særlig grad i nyrer, milt, lever, hjerte og hjerne, hvor det samler sig i små ansamlinger, som i læge sproget kaldes plaquer.
De kan forekomme særlig udbredt efter visse langvarige sygdomme som tuberkulose, leddegigt og syfilis, hvor der aflejres amyloid i vævene, så de ødelægges.
Amyloid-plaquerne menes at være særlig skadelige i forbindelse med nerveceller, der ikke kan forny sig. Man formoder, at amyloidet især lejrer sig om synapserne, forbindelsen mellem nervecellerne, og blokerer forbindelsen.
Nogle alderdoms-forskere hævder, at amyloid-aflejringerne i højere grad end forkalkning er årsag til de senilitetstegn, der viser sig hos ældre som øget glemsomhed, nedsat reaktionsevne m.m.
Amyloid skulle således være en nøgle substans ved forståelsen af det legemlige og sjælelige alderdomsforfald.
Sygdommen amyloidose kan optræde både som selvstændig sygdom (primært) og som følgesygdom (sekundært) og fører i løbet af få år til døden. Man kan ikke helbrede den, men modvirke dens symptomer.
.............................................................................................................