Knoglefladerne i et led er bruskklædte. Knogleendernes brusk (a) er i ledhulen (b) adskilt af den slimede synovialvæske, der nedsætter gnidningen mellem knogleendernes bruskflader. Ledhulen er omgivet af en synovialmembram (e) og hele leddet er omgivet af en kapsel af bindevæv (d).
Hvad er rheumatoid arthritis?
Kronisk leddegigt (polyarthritis chronica eller rheumatoid arthritis) forekommer her i landet med mellem 3.000 og 4.000 nye tilfælde årligt og er en hyppig årsag til invaliditet.
Det er en bindevævssygdom, der har indflydelse på hele legemet, og hvis årsag man ikke kender.
Det er ikke nogen egentlig allergisk lidelse, men det er muligt, at der ved kronisk leddegigt dannes antistoffer imod organismens eget væv, en såkaldt auto-immun reaktion.
Sygdommen forekommer tre gange så hyppigt hos kvinder som hos mænd.
Forløbet er meget lunefuldt. I de fleste tilfælde begynder lidelsen snigende og ret svingende med bedringer ind imellem, men i nogle tilfælde sætter den kraftigt ind og forværres hurtigt.
I ca. 20 procent af tilfældene går sygdommen i ro af sig selv, og patienten helbredes spontant, men i 25 procent af tilfældene forværres sygdommen og angriber flere led. Det kan ske jævnt fremadskridende eller i stød med måneders mellemrum, men til sidst efter en årrækkes forløb bliver patienten invalid i lettere eller sværere grad.
I andre tilfælde kan sygdommen holdes nede, så patienterne kan leve med den og bevare deres erhvervsduelighed.
Kronisk leddegigt begynder med morgenstivhed og med ømhed i fingrenes led eller i for eksempel knæet.
Leddet føles stift efter længere tids hvile og hovner op, og der kommer efterhånden svind i musklerne. Ledvæsken indeholder flere hvide blodlegemer end normalt, og der dannes et æggehvidestof i ledvæsken, som man har kaldt for den rheumatoide faktor.
Hvis sygdommen ikke behandles, kan leddene blive helt stive.
Den kroniske leddegigt behandles dels medikamentelt, dels med fysioterapi og beskæftigelses-terapi, varme- og kortbølgebehandling.
Mens sygdommen er i aktiv fase skal patienten have hvile og leddene skåne s, men så snart patienten tåler det, skal ledfunktionen søges vedligeholdt og muskelsvindet modvirkes, og patienten må selv medvirke til, at leddene bruges mest muligt.
Sygdommen kan behandles med forskellige lægemidler, og smerterne kan lindres ved hjælp af acetylsalisylsyre og andre smertestillende præparater, især phenylbutazoner som Artrizin og Confortid, der synes at have gavnlig virkning overfor ledforandringerne, men som skal tages i nøjagtigt de doser, som lægen foreskriver, da disse midler i kun lidt for store doser kan medføre skadelige bivirkninger, i værste tilfælde mavesår eller hjertesvigt.
Klorokin anvendes også, men under lægekontrol, da der ellers kan komme farlige bivirkninger.
Også guldkuren (se denne) kan forsøges.
I 1950'erne mente man i det binyrebarkhormon-stimulerende hypofysehormon ACTH at have fundet et vidundermiddel overfor leddegigt, idet hormonbehandlingen havde en helt eventyrlig bedring af sygdommen til følge. Men optimismen var forhastet. Hormonbehandlingen hæmmer symptomerne, men helbreder ikke sygdommen, og ved langtidsbehandling kan der komme højst uønskede bivirkninger med blodtryksforhøjelse, måneansigt, abnorm hårvækst, langsom sårheling, øget infektionsfare og hjertetilfælde. Derfor anvendes der nu kun korttidsbehandling med cortisonpræparater.
Invaliditet forårsaget af leddegigt kan i mange tilfælde modvirkes effektivt ved ledoperationer og andre ortopædiske indgreb.
.............................................................................................................