Hvordan definerer man intelligens?
Intelligens er et udefinerligt begreb, som ikke desto mindre er søgt defineret som den personlige evne til ved målbevidst tankevirksomhed at indstille sig på nye krav.
En anden definition lyder: Intelligens er evnen til at løse nye problemer på grundlag af tidligere erfaringer.
Intelligens er i hvert fald noget, der beror på så vel arvelige egenskaber som på det miljø, det enkelte individ er vokset op i.
Ved intelligensprøver er man i stand til at måle børns udviklingstrin så nogenlunde op til 16 års alderen.
To forskere, Binet og Simon, begyndte for mange år siden på den opgave på forhånd at udskille de børn, der ikke kunne klare sig i en normal skole.
Ved hjælp af prøver kunne de bestemme det enkelte barns intelligensalder, og ved at sætte det i forhold til barnets virkelige alder kunne de få et indtryk af, hvor begavet barnet var.
En anden forsker (Stern) fandt på det med intelligenskvotienten (IK), som er intelligensalderen i procent af den virkelige (kronologiske) alder.
Bine-Simon-prøverne blev forbillede for i massevis af andre intelligensprøver. Intelligensen forklares ud fra prøverne. Det er altså prøvernes art, der er afgørende, og der kan derfor være fejlkilder i dem alle.
Man kan ikke anvende intelligenskvotienten på de højt begavede, men derimod nok på de dårligt begavede, sinkerne og de egentligt åndssvage.
Hvis man bruger middeltallet 100 på gennemsnittet af den normale befolkning, kommer de, der kaldes åndssvage, ikke over en IK på 70. Sinkerne ligger intelligensmæssigt mellem åndssvage og normale, men alle overgange er glidende.
Normalt opnår intelligensalderen sit højdepunkt i 18-24 års alderen for derefter at aftage langsomt, i nogle tilfælde meget langsomt.
Talent og intelligens behøver ikke at have noget med hinanden at gøre. Meget høj intelligens eller genialitet beror som regel på en specialisering. Mozart, der var højt musikalsk begavet, havde således formentlig fra barnsben satset ensidigt på det musikalske.
Genialitet falder udenfor enhver målestok.
Høj intelligens forudsætter også en vis intellektuel alsidighed. Der er forholdsvis få højt begavede, ligesom der er forholdsvis få svagt begavede.
Hovedparten af befolkningen befinder sig mellem de to yderpunkter.
Intelligens beror også i høj grad på engagement. Intelligensen fremmes hos den, der har en stærk lystfølelse ved at beskæftige sig med en eller anden opgave.
• Se i øvrigt åndssvaghed.
.............................................................................................................