Hvad er årsagerne - og hvad kan der gøres?
Omkring 10 procent af alle ægteskaber i Danmark er barnløse, og i en trediedel af tilfældene er årsagen til barnløsheden at finde hos manden.
I ægteskaber blandt unge, hvor begge ønsker børn, vil 90 procent af kvinderne i reglen være blevet gravide i løbet af 3-4 måneder.
De fleste børn fødes af kvinder imellem 18 og 28 år, da frugtbarheden (fertiliten) hos kvinder er størst.
Mens en kvindes mulighed for at få børn er forbi, når hun har passeret klimakteriet (overgangsårene), kan manden teoretisk få børn højt op i årene, men hans fertilitet daler dog noget med stigende alder. Tre procent af alle mænd er ufrugtbare (infertile) af forskellige årsager, for eksempel den, at der ikke er tilstrækkeligt mange spermatozoer i deres sædvæske.
Hos kvinden skyldes ufrugtbarhed ofte følgerne af en betændelsestilstand, hvorved æggelederne er blevet tillukket, så ægget ikke kan passere fra æggestokken og ned i livmoderen. I ca. 10 procent af tilfældene kan steriliteten afhjælpes ved en operation.
Barnløshed kan også være en følge af, at kvinden har fået fremkaldt abort.
Kvinder, der er barnløse på grund af hormonale forstyrrelser hos dem selv, kan nu til dags i nogle tilfælde blive behandlet med godt resultat med det kønshormon-stimulerende hypofyse-hormon gonadotropin.
I nogle ægteskaber, hvor der ikke fødes børn, er det umuligt at finde årsagen til ufrugtbarheden hos nogen af parterne, men den kan undertiden skyldes, at der i kvindens slimhinde dannes antistoffer mod mandens sæd (en immun-reaktion).
Hvis unge ægtepar, der gerne vil have børn, ikke har fået det efter to-tre års forløb, er tiden inde til at søge at få mangelen afhjulpet ved konsultation hos en læge, som eventuelt vil konstatere en af de foran nævnte årsager til barnløsheden.
Hvis en ægtemand af en eller anden grund er ude af stand til at befrugte sin kone på normal måde gennem et samleje, og ægteparret gerne vil have børn, kan det i mange tilfælde lade sig gøre ved insemination, idet sæd fra manden indføres i kvinden omkring ægløsningstidspunktet. Men hvis mandens sæd ikke er befrugtningsdygtig, lykkes det ikke.
Hvis det erkendes, at manden ikke er frugtbar, og begge alligevel ønsker et barn, kan de vælge imellem at adoptere et fremmed barn, eller at kvinden får sit eget barn, idet hun insemineres med sæd fra en fremmed og ukendt sæddonor. Men i praksis frembyder dette sidste visse vanskeligheder. Det er ikke så let at få sæd fra en donor, da dette ikke er organiseret, og da man i Danmark lige så lidt ønsker at betale for donorsæd som for donorblod. Kan sæd endelig fremskaffes, kan der gå lang tid, inden inseminationen lykkes, sædvanligvis omkring 6 måneder.
Men de børn, der fødes i et ægteskab ved hjælp fra en fremmed donor, betragtes i enhver henseende som ægtemandens egne børn.
Det kan også i vore dage rent teknisk lade sig gøre at få børn i et ægteskab, selvom kvinden ikke kan blive befrugtet på normal måde, fordi der ikke er passage gennem hendes æggeledere.
Lægelige eksperter kan nemlig fra hendes ene æggestok operativt udtage et befrugtningsdygtigt æg og så lade det befrugte i en Petri-skål med sæd fra hendes mand.
Barnet bliver da i genetisk (arvemæssig) henseende ægteparrets barn, efter at kvinden har fået indplanteret hendes eget befrugtede æg i sin livmoder, og derved bliver gravid med fosteret og lader det udvikle sig i de normale ni måneder og føder det på normal vis.
Hvis kvinden ikke selv vil eller kan gennemføre svangerskabet, er det teoretisk og praktisk muligt at lade en anden kvinde blive gravid ved, at hun får indplanteret det befrugtede æg i sin livmoder.
Den kvinde, der på den måde føder et barn, der genetisk ikke er hendes eget, kalder man for en rugemoder, men det rejser adskillige etiske og juridiske problemer.
Sådanne rugemødre er almindelige indenfor kvægavlen. men absolut ikke blandt mennesker, selvom de skal have forekommet visse steder i udlandet.
I øvrigt er den såkaldte reagensglas-befrugtning så dyr en metode, at den alene af økonomiske grunde endnu ikke kan blive almindeligt anvendt, men mange barnløse mødre, der gerne vil have et barn, som er deres eget, har ønsket og krævet denne metode anvendt her i landet, hvor et læge hold på Rigshospitalet arbejder med sagen, og de første »reagensglas-børn« allerede er født.
Også andre steder kan det lade sig gøre, og hvem ved, om metoden ikke bliver almindeligere i fremtiden.
.............................................................................................................