Hvordan opstår asbestose og hvor farlig er denne sygdom?
Asbestose er registreret med over hundrede tilfælde i Danmark, og patienterne er næsten alle personer, der har været beskæftiget med isoleringsarbejde.
På grund af sine varmeisolerende egenskaber har asbest været meget benyttet i byggeriet, både til varmeisolering og til loftsplader.
Den faste asbest er ikke farlig, så længe den ikke afgiver støv, men når man arbejder med asbest, kan man ikke undgå at få støv i sig, og når man er udsat for asbeststøv. kan man blive ramt af den farlige asbestose, der giver åndenød, undertiden blåfarvning af huden (cyanose).
Man skal ikke arbejde med asbest og være udsat for støv fra asbest i mere end nogle få år, før man får sygdommen.
Den viser sig tydeligt på et røntgenbillede af lungerne i begge sider.
Asbestose er den alvorligste af de kendte lungestøvsygdomme. Sygdommen kan udvikle sig, selv efter, at man ikke mere er udsat for asbeststøv.
Patienter med asbestose har en stor overdødelighed af lungekræft, og derfor forbyder man nu i Danmark ikke alene arbejdet med asbest, men også i vid udstrækning anvendelsen af asbest.
Men panikforanstaltninger kan være farlige, for eksempel, hvis man selv river asbestplader ned. Derved udsætter man sig nemlig for støv, mens der ikke kommer støv, så længe man lader asbestpladen i ro. Skal pladerne fjernes, må det i hvert fald ske af personale med tilstrækkeligt beskyttelsesudstyr.
De, der har fået asbestose, har så godt som alle arbejdet med asbest.
• Se silikose.
.............................................................................................................