Hvad vil det sige at være allergisk?
Lidelser som astma, forskellige former for eksem, høfeber og nældefeber (urticaria) er i hvert fald i deres første stadier, hvad man kalder overfølsomhedssygdomme eller allergier. Ca. 10 procent af alle mennesker rammes af dem, når man regner de lettere tilfælde med. Medtager man kun de sværere, er procenttallet kun halvt så stort.
I tidligere tider var selv svære allergier noget, som folk blev nødt til at leve med. Der var ikke noget at gøre ved dem, men i heldigste tilfælde kunne man påvise, hvad patienterne var overfølsomme overfor, så de eventuelt kunne undgå at komme i berøring med det.
Det var ikke altid muligt. Når det for eksempel var pollen fra græs eller træer, eller det var støv i husene, var det besværligt at undgå det skadelige stof, der i læge sproget under et kaldes for allergen.
Et allergen er altså et hvilket som helst stof, der kan fremkalde allergi, og det kan være næsten alt lige fra dun og dyrehår til madvarer, blomsterstøv og medicin.
Overfølsomhed er særligt almindelig hos børn og beror på noget arveligt. Man arver ganske vist ikke den allergiske reaktion overfor et bestemt stof, men derimod tilbøjeligheden til at få allergi.
Fra den af forældrene, der lider af nældefeber, kan et barn arve allergireaktionen, selvom den viser sig for eksempel i form af astma.
Ved astma er åndedrættet hørligt, kogende eller hvæsende på grund af overfølsomhed i bronkierne, de rør, der fører luft ned i lungerne, mens nældefeber viser sig som et udslæt på huden, der kan ligne myggestik, og høfeber kan give sig udslag i konstant rindende næse og øjne.
Alle disse symptomer kan være højst generende og undertiden invaliderende, men hvor det kan påvises, at de fremkaldes af et bestemt allergen, hår eller skæl fra en hund, kat, hest eller kanariefugl, kan patienten slippe for anfald af lidelsen ved konsekvent at undgå det, der erfaringsmæssigt fremkalder allergien.
Ofte kan det dog være meget svært at påvise, hvilket allergen det drejer sig om i det enkelte tilfælde.
Det skal helst gøres af en speciallæge, en såkaldt allergolog, og dem findes der ikke mange af. Den tid, som en patient må vente på en undersøgelse, kan derfor blive meget lang. Hertil kommer, at undersøgelsen i sig selv kan strække sig over lang tid og være ret besværlig at gennemgå.
Lægen kan ved at indsprøjte små mængder af forskellige allergener i huden på patientens ryg efterhånden finde frem til, hvad overfølsomheden skyldes. Der kommer nemlig en tydelig reaktion af det stof, som patienten er allergisk overfor, mens huden ikke svulmer op af de stoffer, som patienten tåler.
Der er nu udviklet metoder, hvorefter man ved hjælp af en almindelig blodprøve i mange tilfælde kan finde frem til det allergifremkaldende stof (allergenet).
I organismen dannes der i almindelighed antistoffer mod visse fremmedstoffer, som man har givet fællesbetegneisen antigener. Organismens antistoffer tilintetgør de fremmede antigener, og når antistofdannelsen bliver tilstrækkelig stor, og det gør den under påvirkning af antigenerne, bliver man immun, det vil sige modstandsdygtig overfor det indtrængende stof, der for eksempel kan være virus eller bakterier. Dette princip benytter man sig af ved vaccination.
Antigen-antistof-reaktionen er altså overordentlig gunstig for organismen, fordi den hjælper den til bekæmpelse af infektion, men i undtagelsestilfælde er den alt andet end gunstig.
Ved gentagne påvirkninger af samme antigen kan der nemlig en gang imellem opstå en overfølsomhed, en allergisk reaktion, så antigenet altså kommer til at virke som et allergen.
Der er forskellige slags antistoffer, og nogle af dem findes i serum (blodvæsken) i form af plasmaproteiner, mens andre, de såkaldte immunoglobuliner, er celle-bårne og findes i de hvide blodlegemer, som kaldes lymfocytter.
En overfølsomhedssygdom kan afbødes ved, at patienten gøres mindre følsom (desensibiliseres) overfor det stof, som vedkommende er overfølsom overfor.
Det gøres ved lidt efter lidt og over flere måneder eller år at indsprøjte bittesmå mængder af allergenet, netop nok til, at det ikke giver reaktioner. Til sidst bliver patienten ufølsom overfor det fatale stof.
Det er ikke nogen egentlig vaccination, men sådan kalder man det populært, fordi det er en metode til at gøre patienten ufølsom overfor det, som hun eller han tidligere var overfølsom eller allergisk overfor.
De allergiske symptomer kan i øvrigt holdes nede ved hjælp af behandling med binyrebark-hormoner af cortison-typen (stereoider), der imidlertid skal anvendes med forsigtighed, da langtidsbehandling med dem kan have uønskede bivirkninger, der kan være alvorlige.
Da der ved den allergiske reaktion udløses forskellige stoffer, deriblandt histamin, fra cellerne, og da det er den for store udløsning af histamin, der giver ubehagelige symptomer, kan man også behandle anfaldene med antihistamin-præparater.
Når de allergiske sygdomme tilsyneladende er blevet hyppigere i vore dage, end de var før, skyldes det formentlig bl.a. de mange nye materialer, der er kommet frem til erstatning for andre stoffer, for eksempel træ.
• Se astma, høfeber og nældefeber.
.............................................................................................................