Medicin bør altid anbringes sådan, at den er utilgængelig for børn. Der sker til stadighed alvorlige forgiftningsulykker efter børns leg med tabletter, der forveksles med bolsjer eller antages for at være uskadelige. Barnet finder det interessant at få lukket op for medicinen og forstår ikke faren ved at spise den.
Hvordan misbruges medicin og hvorfor?
Mange slags medicin kan misbruges, for eksempel de smertestillende midler, der hos nogle skaber eufori, en tilstand af velvære, der kan ligne en rus. Se eufori.
Således bliver morfin og morfinlignende stoffer, hvis brug er fuldt berettiget til patienter med stærke smerter, undertiden misbrugt til at skabe velvære hos raske personer, fortrinsvis sådanne, som for eksempel i medfør af deres profession har let adgang til det.
De fleste af disse, deriblandt enkelte læger, har man en vis kontrol med gennem sundhedsstyrelsen, og antallet af morfinister i Danmark er næppe stigende og overstiger ikke et par hundrede.
I langt højere grad kan der være grund til at være opmærksom på det betydelige misbrug af såkaldt nervemedicin eller neurosemidler, dem, som lægerne kalder for »minor tranquillizers«, anxiolytika (angstdæmpende stoffer) og sovemidler.
De virker dæmpende på uro, angst og spænding, men de sløver, og de kan forstærke virkningen af alkohol i uhyggelig grad. Misbruget af dem, ikke mindst blandt stressede, midaldrende kvinder, oftere hjemmegående husmødre end udearbejdende, har fået betegnelsen "den lille narkomani", skønt den i omfang formentlig er meget stor.
Stofferne frembyder i varierende grad risiko for, at patienterne tager dem i stigende doser for at opnå samme virkning af dem, som da de begyndte at tage dem. Der er altså fare for det, som lægerne kalder toleransforøgelse og for både fysisk og psykisk afhængighed af stofferne, der især tilhører to grupper, hvoraf den ene betegnes benzodiazepiner og den anden barbiturater.
Til benzodiazepinerne hører Clopoxid, Librium og Risolid, der er det samme stof med forskellige navne, og Diazepam, Stesolid og Valium, der er det andet stof med tre forskellige navne, og som virker omtrent som første. (Samme stof med forskellige fabrikationsnavne kaldes for synonympræparater.
Til barbituraterne hører Diemal, Pentyrnal og Phenemal, der i svag dosering bruges som beroligende nervepiller og i noget stærkere dosering som sovemidler.
Også benzodiazepinerne kan bruges som sovemidler (barbitursyrefri sovemidler) men er ikke at foretrække for barbituraterne, da de i lige så høj grad giver tilvænning, men de har dog den fordel, at de er mindre giftige og derfor er betydeligt vanskeligere at begå selvmord med.
Nogle anser benzodiazepinerne for at være en god gave til menneskeheden, fordi de kan fjerne bekymringer og få de menneskelige problemer til at tage sig mindre ud, end de er, mens andre advarer stærkt imod dem, netop fordi de gør folk ligeglade, også i situationer, hvor de ikke burde være det, og dermed hindrer dem i at løse deres personlige vanskeligheder på en mere fornuftspræget og ansvarsbevidst måde.
Faren ved dem er, at de så let fører til misbrug og får folk til at flygte fra virkeligheden på lignende måde som alkoholikerne.
Mange læger er udsat for et stærkt pres fra patienter, der ønsker at få disse midler, når de har vænnet sig til dem.
Midlerne kan være gode til at lindre og tage den værste brod af en stor personlig sorg som for eksempel tabet af en ægtefælle, men de egner sig ikke til langvarigt brug.
Nogle øger så dosis for om muligt at opnå samme virkning som før, men det er afgjort en misforståelse at mene, at når en pille virker godt, må to piller virke dobbelt så godt. I mange tilfælde opnår man ved hjælp af en enkelt pille så stor en virkning, som er opnåelig, og tager man to, opnår man ikke nogen bedre virkning, men blot en større skadelig belastning af lever og nyrer.
Noget lignende gælder for sovemidlerne. En enkelt pille kan give en god nats søvn, hvis den kun tages en gang imellem (for eksempel en enkelt gang hver måned), men tages der sovepiller hver aften, ender det med, at patienten ikke sover om natten, men er sløv hele den følgende dag.
Der er også andre former for medicin, der kan misbruges, for eksempel amfetamin og amfetaminderivater, der sætter pulsen i vejret og giver øget energi for en tid, men kan føre til søvnløshed og tilvænning og i det lange løb kan give anledning til depressioner og vrangforestillinger.
Brugen af amfetamin som medicin er kun berettiget overfor en meget sjælden lidelse, der kaldes for narkolepsi, og som viser sig ved, at patienten falder i en kort søvn på meget ubelejlige tidspunkter midt på dagen.
Nogle amfetamin-derivater (Dobesin, Mirapont, Regenon, Ponderal) anvendes som appetitnedsættende midler til overvægtige, men også de kan medføre misbrug (eufomani), og deres appetitnedsættende virkning forsvinder hurtigt. Som bivirkninger har de søvnløshed, rastløshed og tørhed i munden, og de kan også medføre forgiftninger og endog give hjertestop.
Deres værdi er derfor tvivlsom, og misbruget af dem udbredt.
Der kan ikke være tvivl om, at visse medicinalfabrikker (utvivlsomt imod deres hensigt) har tjent store summer på misbruget af nervemedicin. Dette misbrug kan man ikke frakende lægerne et vist ansvar for, da stofferne kun kan købes imod recept, udstedt af en læge.
Der har været stillet forslag om, at det skulle forbydes at give raske personer nervepiller af den slags, som vitterligt misbruges, men forslaget kan ikke gennemføres, blandt andet af den grund, at det ville støde an mod lægernes frie ordinationsret.
Derimod har man fra det offentliges side gjort en lille smule for at dæmme op for misbruget ved at lade patienterne selv betale for denne medicin, så de ikke får den betalt af sygesikringen, uden at forbruget af den sløvende medicin dog er faldet væsentligt af den grund.
Skal man komme misbruget til livs, må det nok ske gennem mere oplysning, så det går op for folk, at nervepillerne ingen problemer løser, men kun tilslører dem.
Ved hjælp af nervemedicin kan man skabe et åndeligt klima, der fredeliggør folk og lader dem finde sig i forhold, som de uden nervemedicin ville anse for at være uudholdelige og derfor være tilbøjelige til at søge at få ændret til det bedre.
Mange læger kunne hjælpe deres patienter gennem samtaler om problemerne, men det tager betydeligt længere tid end at skrive en recept på noget beroligende.
.............................................................................................................