Hvad er barbitursyge, og hvordan virker det?
Barbitursyre er et urinstof-derivat (derivat vil sige kemisk afledning), der blev opdaget af den tyske kemiker Emil Fischer, da han i 1903 arbejdede for medicinalfirmaet Bayer.
Det er det virksomme stof i mange slags sovepiller og bedøvelsesmidler. Det fortælles, at stoffet fik sit navn, fordi Fischer i sine unge dage havde kendt en ung dame, der hed Barbara.
Et af de første præparater, der kom i handelen, var diætylbarbitursyre, og det skal have fået sit handelsnavn af en medarbejder hos Bayer, der skulle til Venedig og havde taget midlet for at sove godt i sovevognen, hvorefter han ikke vågnede, før konduktøren råbte: Verona. Midlet kom til at hedde Veronal. Det var tidligere meget brugt, men anses nu for at være farligt, da nogle få gram af stoffet er dødelig dosis.
Sovemidler, der indeholder barbitursyre, skal anvendes med stor forsigtighed, og lægerne må kun udlevere det i små doser og til brug i kortere tid og kun til patienter, som de kender. Ved overforbrug af stoffet kan der ske ulykker.
I øvrigt kan det give tilvænning, hvad en del af de barbitursyrefri sovemidler, der er mindre farlige, imidlertid også kan.
Barbitursyre forstærker virkningen af spiritus og af nervepiller, og det kan misbruges på omtrent samme måde som alkohol, som det også ligner derved, at det kan give abstinens-symptomer, når nogen har taget det i længere tid og så pludselig holder op med at tage det.
Bruger man den slags sovepiller i længere tid, bliver man døsig og dvask af dem om dagen samtidig med, at de mister deres søvnfremkaldende virkning om natten. Sovepiller af barbitursyretypen bør derfor kun tages lejlighedsvis og med ugers mellemrum. Konstant brug af dem må anses for at være et misbrug, der ikke tjener noget fornuftigt formål.
En enkelt nats søvnløshed er ikke sundhedsfarlig, og man får i almindelighed fuld kompensation for den manglende søvn den følgende nat.
Mange læger ønsker nu ikke mere at ordinere sovepiller af barbitursyretypen, men foretrækker mindre sovemidler af benzodiacepingruppen. De er vanskelige at bruge til selvmord, da de er ugiftige.
.............................................................................................................